31. januar 2015

Polarhavet med et twist

Polarhavet har været færdig i et par dage og er allerede taget grundigt i brug. Jeg har lavet en del ændringer, nogle af nød andre af lyst. Da jeg havde strikket ca. 1,5 ærme, måtte jeg bide i det sure æble og konstatere, at der ikke var nok garn. Jeg trevlede op, vejede og regnede ud, hvor meget jeg kunne tillade mig at bruge til hvert ærme, hvis der også skulle være en halskant.


Resultatet er jeg bestemt ikke ked af - tværtimod er jeg blevet rigtig glad for de korte ærmer. Jeg har strikket 3 omgange ret som kant og ellers bare valgt det simple hulmønster som på kjolen iøvrigt. Det mønster var så hyggeligt at strikke og så flot så det ud - strøet ud med rund hånd over kjolen, at jeg besluttede mig for at afkorte mellemrummet mellem rapporterne, så der blev nogle flere "ice-cracks" eller hvad nu Annette Danielsens tanke har været.


Udover ovenstående ændringer har jeg lavet ekstra taljering, så den sidder helt perfekt og en rullekant i halsen. Jeg bryder mig ikke så meget om ombukningskanter som foreslået i opskriften, det bliver hurtigt for pænt for mig. Som det ses på ryggen stopper mønsteret et stykke før halsen og den detalje har jeg bibeholdt, fordi jeg synes det giver en rigtig flot afslutning på ryggen.


Mønsteret på kjolens kant er virkelig flot og her kan man rigtigt se den smukke melering i garnet jeg har brugt, selvom selve primærfarven er misvisende


Der bliver ikke noget billede med den på lige nu - min elskede kat og trofaste følgesvend gennem 12 år er blevet syg og jeg har grædt øjnene ud hele formiddagen. Hun er født her i huset med mig som jordemoder og har altid været en ganske særlig kat - ekstraordinært social, følger mig overalt og tager del i alt, hvad der foregår her i huset og giver sit besyv med. Hun er familie og jeg hager mig stadig fast i tanken om, at det er forbigående.

Håber, I har en anderledes dejlig weekend derude :-)

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Polarhavet fra bogen Grønland
Garn: Junik lammeuld fra færøske Noda og 1 tråd mohair fra BC-garn. Det var med stor skepsis, at jeg valgte at bruge den såkaldte "mohairtråd", for den indeholder 25% polyamid. Det er virkelig en uskik at blande mohair med polyamid - jeg strikkede et tørklæde i garnet for flere år siden og har kun brugt det 1 enkelt gang, fordi det klasker sammen og bliver decideret ubehageligt at have på - fugt lægger sig ovenpå polyamiden og absorberes ikke - så ALDRIG mere. Mohair skal være rent eller blandes med uld eller silke. Basta ;-) Heldigvis kan den gode færøske uld absorbere polyamiden, så jeg har ikke mærket noget ubehag endnu.
Fra lager: Det har lagret i mange herrens år.
Anvendt: Strikket med 2 tråde - 223 g Junik og knap 100 g mohair
Farve: Turkis
Købt hos: Noda (der vist desværre ikke eksisterer mere??) og BC-garn
Pinde:  4
Str: Jeg begyndte med medium og taljerede til str. small. Ærmerne er strikket ekstra vide - så der er plads til mine overarmsmuskler ;-)
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Den er et kæmpe hit og jeg er super glad for den. Stor strikkefornøjelse hele vejen igennem.