12. juni 2016

Pigestrik

At få lov at passe Lillefrø er en særlig gave og vi har været heldige at have hende fra lørdag til søndag. Vi har været på besøg hos klump-fiskene i Nordsø Oceanariet (hvilket fortvivlende dårligt navn - før branden hed det Nordsø Akvariet!), set sælerne blive fodret og været backstage og selv fodret makreller og set en vaskeægte dykker komme op af det store bassin. Af relevans for denne blog havde vi selvfølgelig begge vores nyeste strik på ;-)


Prairie er for længst præsenteret - her gælder det Lillefrøs T-shirt i resterne fra Rangoli-sjalet. Tænk, at der kom et helt sjal og en T-shirt ud af 300 g Elastico. Som I måske kan ane, har den sommerfugle på ryggen - en dekoration jeg besluttede mig for, fordi jeg havde lavet den geni-streg at skifte farve midt bag og det er altså bare ikke særlig pænt. Jeg har hæklet ned langs hele ryggens midte og hæklet "sommerfuglevingerne" tilsidst.


Lillefrøs foretrukne fodbeklædning sådan en sommerdag er mors gummistøvler - hvem ved, måske aspirerer hun til at blive landmand ;-) Tidligere på året blev andet sommerstrik til Lillefrø færdigt og det skal også med her - en lille tunika-sag med udgangspunkt i en kjole i Maries ideer.


Lillefrø selv var meget begejstret for hulmønsteret, så jeg tror jeg må lave en udgave helt efter bogen i noget bomuld/uld med hulmønster hele vejen ned foran. Men jeg har haft de to smukke farver stående siden sidste sommer og nu ville jeg altså lave noget stribet. Lilla/lavendel og stærk grøn, men jeg kan ikke få de helt rigtige farver frem.


Fik jeg iøvrigt nævnt, at vi fik set en søhest med bryster? ;-) Det kunne ikke forklares eller diskuteres - Lillefrø var hurtigt videre til det magiske sted, hvor man kan hoppe på rødspætter og krabber, der "løber" henover gulvet. Farmor stod dumt og forklarede, at det må man selvfølgelig ikke i virkeligheden - trampe på dyrene - men heldigvis var Lillefrø og farfar gået ud på legepladsen ;-)


Vi afsluttede dagen med en lille gåtur i Pajhede skov, hvor vi var heldige at se et dådyr. Det var en ung han, der græssede og vi kom ganske tæt på - ca 15 m før han opdagede os. Farfar havde lavet en liste med billeder af nogle af de dyr og planter, man kan se i skoven og vi sluttede af med at få en citronmåne, medens vi satte krydser ved alt det vi havde set.


Det har været en dejlig weekend, hvor der også har været tid til strik - både i bilen og på terrassen. Hvilken fuldstændig fantastisk begyndelse på sommeren vi har haft - det skal nydes på alle fronter. Ha en dejlig søndag derude og tak for alle jeres kommentarer til maj måneds sjal og sokker :-)

Faktaboks
T-shirt
Design: Eget
Garn: Elastico fra Lana Grossa 96% bomuld, 4% polyester (elite)
Garn fra lager: Rester fra Rangoli-sjalet
Anvendt: Fik den ikke vejet, inden den kom hjem til Lillefrø
Farve: 092, 112, 113 og 116
Købt hos: Hønsestrik, Aalborg
Pinde: 4
Str. Ca 4 år
Bemærkninger: Jeg har strikket top-down, fordi jeg bedre kunne styre forbruget af resterne. Der er lavet lidt tilfældige striber, da der ikke var lige meget tilbage af de 4 farver. Heldigvis var der lige nok til at hækle ned langs samlingen midt på ryggen :-)

Tunika:
Design: Udgangspunkt i Hanne Andreassen Hjelmås og Torunn Steinsland (Klompelompe-forfattere): Lillemor top og kjole i Maries ideer, nr 1 2016
Garn: Bomuld/hør blanding
Garn fra lager: Lagret siden sidste sommer
Anvendt: Den fik jeg heller ikke vejet
Farve: Lilla/Lavendel og grøn
Købt hos: Garnudsalg
Pinde: 3
Str. 5-6
Bemærkninger: Jeg har fulgt opskriften indtil ribkanterne i livet - herefter strikket rundt i striber med ad hoc udtagninger. Har lavet ribkant i ærmer og forneden i stedet for rullekanter.