31. juli 2008

Min gode ven posten

... ja det skifter lidt, nogle gange synes jeg han sylter mine pakker og glemmer at tage dem med, han kan være hundrede år om at komme med en pose garn f.eks., men i dag kom han med et fint lille brev fra Damsgaard Design! Og da Margery i øjeblikket ikke kan bruges til andet, kan hun agere baggrund for de meget, meget fine ting, der var i pakken.



Hvis det ikke er accessories, der vil noget, så ved jeg ikk´. Vogue Knitting kan godt pakke sammen på den front :-) Jeg er ovenud tilfreds med de smukke ørenringe, der glimter i flere nuancer af min yndlingsfarve turkis og den helt igennem geniale broche, der skal holde sammen på mine trøjer til vinter. Når Margery engang skal promeneres, bliver det med stil! Hvem står så bag Damsgaard Design? Det gør Jette selvfølgelig :-)

Helt opløftet af postens besøg, måtte jeg jo også bare starte et par nye projekter. Simple knitted Bodice fra Stitch Diva er et af dem. Ideen fik jeg hos Laila. Jeg strikker den i Merino Silk, men er lidt usikker på om p. 4,5 er for grove til det garn. Jeg har indtil videre besluttet mig for, at det er de ikke! Det er første gang i meget lang tid, at jeg strikker en upside-down model. Man starter altså foroven og strikker nedefter. En kendt teknik for alle jer FLS´ ere derude, går jeg ud fra :-) Den er det rene feriestrik, lige ud af landevejen. Bemærk den fine maskemarkør som var en gave fra Damsgaard Design! (Altså sammen med tre andre :-)



Endelig er jeg begyndt på Jette Roed Helbos Sjal med bindebånd - et strikkekit jeg købte hos Aagaard Tekstilhåndværk. Garnet er New Zealand Lammeuld fra Filcolana - rigtig lækkert. Det er en gave til min svigerdatter og hun har selv valgt farven. Selvom den minder om farven på min ente og min tunika, synes jeg ikke det gør noget. For det er virkelig en flot farve og jeg strikker gerne i den endnu engang :-)



Starten på sjalet var måske lige frisk nok, efter påfuglen, for man begynder med at strikke to mønsterkanter på hver 327 m. Så der sad jeg pludselig igen med noget der udartede til et kæmpeprojekt. Håbet glimtede dog forude. Når kanterne er strikket færdige hver for sig og strikket sammen på midten, OG du har strikket 3 gange frem og tilbage med 654 m, strikkes der imellem de to kanter og så har man igen et noget mere humant maskeantal, startende med 7 og derfra jævnt op til 225 masker. Det bliver et rigtig fint, tæt lille, men bredt sjal, strikket i et enkelt hulmønster.