25. februar 2010

At skære en hæl og klippe en tå

...kan være nødvendigt en gang imellem. Vestene er kortvarigt lagt tilside, så jeg kan færdiggøre et par andre projekter. Selvom det er vinterferie kan jeg ikke nå det hele, der skal trods alt også være plads til en smule andet end strik :-)

Tre par børnevanter, der skal afleveres i morgen


Når jeg tænker på, med hvilken hastighed vanter bliver væk i skole og daginstitution (min yngste søn, fik mindst 1 nyt par pr. uge), så er der uforholdsmæssigt meget arbejde i sådan nogle små fyre. De er strikket efter mit hoved, med en enkelt børnehåndsopmåling undervejs og vejer tilsammen 70 g, så det er ikke et projekt, der tærer særlig meget på lageret. De er strikket på pinde 2,5 i Online supersocke 100, et særdeles lækkert strømpegarn, som jeg købte ind i forholdsvis stor mængde på grund af den skønne farveblanding. Der er noget nordisk isvinter over den, så det passer jo fremragende i disse dage.

Det andet projekt, er 30 g spindelvæv af et tørklæde, der skal bruges til at pifte en gammel kjole lidt op.


Det fantastisk lækre lace-garn er en gave fra min svigerdatter som tak for lån af strikkebog - sandelig en rørende gave, fordi hun har tænkt både i mine yndlingsfarver og -fibre - hun er altså en skat :-)



Nu sner det igen - jeg må indrømme, at jeg er ved at være en smule træt af det. Sidste weekend forhindrede det mig i at nå frem til Tines strikkomsammen og det skal bare ikke ske denne weekend også, hvor jeg gerne skal til strik-in hos Mette (lyt nu kære vejrguder) - så jeg krydser fingre og håber på det bedste :-)

Faktaboks
Design: Scarf with the Clarence Border from Weldons, 1886 fra Jane Sowerby´s Victorian Lace Today
Garn: Scrumptious lace, 45% silke, 55% Merino
Garn fra lager: Nej, gave
Anvendt: 30 g
Farve: Kingfisher
Købt hos: Fyberspates
Pinde: Addi click nr. 4
Str. 24 x 124 cm
Ny teknik: Crochet cast-on
Bemærkninger: Tørklædet er strikket i tre etaper: Først strikkes bort 1 fra side til side, der lukkes af og masker samles op til selve tørklædet. Når tørklædet har den ønskede længde, slås masker op med hæklenål til bort 2 og denne strikkes igen fra side til side og strikkes sammen med tørklædets masker efterhånden som man kommer frem.
Anvendt garn i år: 1kg og 820

19. februar 2010

Status på veste

Wood Hollow Vest 2 er færdig, men skal ikke eksponeres for kraftigt, fordi det er en julegave, så du får kun et lille glimt af den her. Samtidig er det februars bidrag til julegaveknitalong hos Sylvia. Den er strikket i den lækreste uld-silke-blanding og har en mere dyb, støvet rød farve end jeg kan gengive her - kors, hvor er jeg træt af de dårlige billeder, jeg får taget i øjeblikket. Jeg undskylder det med dårligt lys ;-)


Det var næsten endnu sjovere at lave 2´eren, både på grund af det luksuriøse garn, men også fordi mønsteret i den grad stadig sad i fingrene. Jeg fik rettet op på mønsteret ude i siderne på dette eksemplar og end ikke den mindste lille fejl har fået lov at passere - det er trods alt en gave!

Så blev der plads til de to sidste veste i denne selvvalgte vestemåned. Den første får I en bid af her. Det er Ivy Leage Vest designet af Eunny Jang og den fik jeg øje på hos Gitte. Mønsteret er iøvrigt gratis.


Når jeg strikker flerfarve strik tænker jeg altid - ah, rigtig strik. Jeg elsker simpelthen at sidde og væve farverne sammen og se mønsteret tage form og jeg har meget svært ved at stoppe igen, når jeg først går i gang, for jeg skal altid lige ha´ en mønsterpind mere. Det er decideret farligt for ens nattesøvn :-)

Da jeg var ca. 15 år led jeg af alvorlig, altfortærende kærestesorg og det første, jeg gjorde hver morgen var at begynde at tude. Min mor, der ikke anede sine levende råd og så hele familiens sommerferie ryge i vasken, foreslog tilsidst i ren desperation, at vi skulle tage ind til nærmeste garnforhandler i den ferieby, hvor vi opholdt os og købe garn, så jeg kunne strikke mig en trøje! Jeg var ikke meget for at vise mine røde, ophovnede øjne og kinder i byen, men har måske ubevidst følt det halmstrå, der blev rakt ud. Vi tog afsted og jeg valgte en norsk trøje med masser af mønsterstrik i forskellige naturfarver - og jeg havde ALDRIG strikket flerfarvestrik før. Min mor forsøgte ihærdigt at få mig til at vælge noget andet, vel vidende, at dette projekt kunne give mig endnu et nederlag. Men jeg stod fast OG jeg strikkede den norske trøje fuldstændig fejlfrit!!! Da jeg først havde tørret øjnene, blev jeg som besat og jeg stoppede ikke før den var færdig. Da jeg tog den på for første gang, opdagede jeg også, at jeg ikke længere havde kærestesorg ;-) Så mon ikke, det var der min tyrkertro på, at strik kan løse mangen et problem, opstod?

Men jeg må jo ikke glemme den anden vest. Den er valgt af veninden som fik Cumulus. Det er resterne fra trøjen, der skal bruges:


Den er sammensat af både hæklede og strikkede dele, så det skal nok blive sjovt :-)

Faktaboks
Design: Kirsten Kapur - Through The Loops - Wood Hollow Vest
Garn: DK Scrumptious, 45% silke, 55% Merino
Garn fra lager: Ja, i den grad
Anvendt: 230 g
Farve: RJ 2015, dyb rød
Købt hos: Fyberspates
Pinde: Addi click nr. 3,5 og 4,0.
Str. Mindste str.
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har strikket med 8 m mindre end den mindste str. på både for- og bagstykke.
Anvendt garn i år: 1kg og 590 g

9. februar 2010

Elsker du snoninger?

.... så er Wood Hollow Vest et must. Den har været ualmindeligt vanskelig at fotografere, fordi jeg har valgt marineblå til det første eksemplar! Farven er dyb, mørk marine, men selvom billederne er taget ude, kan jeg ikke få den gengivet helt rigtigt. I det mindste ikke på min skærm.


Jeg sagde den første, for der er allerede en 2´ er på vej - i noget helt andet garn. 2´eren skal være februars bidrag til julegaveknitalong. Wood Hollow Vest er sjov og hyggelig at strikke. For den garvede strikker byder den på flere af de gammelkendte "snoningsmønstre" og selvom der er fire forskellige mønstre henover pinden, nogle gentaget et par gange, sidder de hurtigt i fingrene, så jeg har såmænd brugt den til tv-strik. Ind imellem må jeg nu ha´ blundet en smule, for der er enkelte mindre skønhedsfejl på ryggen, men ikke noget, der ikke kan parkeres under "charmen ved håndstrikkede produkter".


Der er en mindre fejl i opskriften, i hvert fald hvis jeg sammenligner med det jeg ser på opskriftens billede. Det drejer sig om mønsteret ude i siderne, hvor det ifølge billedet burde være vrangsiden, der vender ud - mønsteret er nemlig også flottest bagpå. Følger du opskriften, som jeg har gjort her, kommer retsiden til at vende ud. Det ser nu heller ikke værst ud, men på den næste vest, vil jeg vende mønsteret, for det giver trods alt den fineste effekt. OPDATERING: Siden jeg skrev dette har Kirsten Kapur sendt en opdatering af opskriften, hvor fejlen er rettet :-)



Jeg er glad for min "temamåned" - februar = vestemåned. For mig er det en god måde at holde fokus - ellers har jeg jo en overudviklet evne til at strikke løs i alle mulige retninger på én gang. Det er også herligt at strikke vidt og bredt, men det er nu helt rart at have denne måned, hvor det kun handler om veste :-) Jeg er vild med veste, de varmer de rigtige steder, uden det bliver for meget, men jeg får af en eller anden grund sjældent en vest på pindene. Så derfor en hel vestemåned. Når jeg er færdig med Wood Hollow 2 skal der en vest i flerfarvestrik på pindene og så er der jo også lige den drops-vest, jeg har lovet en veninde. Som vanligt er det ikke projekter, der er mangel på ;-)

Ellers har jeg solgt 500 g garn fra lageret og indkøbt godt 2 kg basisuld i diverse farver hos 123knit.com, så garn mangler jeg heller ikke !  Jeg er simpelthen nødt til at supplere op, for at få brugt noget af dét, jeg har på lager - det er logik for høns og det er jeg sikker på, enhver strikker kan forstå ;-) Så nu skal der strikkes endnu en håndfuld Annette Danielsen modeller - men altså først når vestemåneden er slut!

Faktaboks
Design: Kirsten Kapur - Through The Loops - Wood Hollow Vest
Garn: Supersoft, 100% uld
Garn fra lager: Ja, i den grad
Anvendt: 250 g
Farve: Marine
Købt hos: Marianne Svit
Pinde: Addi click nr. 3,5 og 4,0.
Str. Mindste str.
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Wood Hollow Vest er en rigtig klassiker, der er strikket lige op og ned. Det vil være særdeles nemt at indpasse taljering i mønsteret i siderne, hvis man har lyst til det. Den er beregnet til at sidde løst, så jeg lagde ud med at strikke to numre større end den mindste størrelse, men den blev alt, alt for bred. Jeg har strikket med to tråde og det fylder godt på mine strikkepinde. Så vær opmærksom på, hvor stor, du vil ha´ den, hvis du f.eks. strikker med to tråde tynd uld. Både hals og ærmekant skal lukkes løst af som det står i opskriften - men jeg er spændt på om mine kanter holder elasticiteten i brug, de virker meget løse efter vask - så sådan en mellemting mellem normal og løs aflukning vil nok være mere optimal. Kanten kan altid strækkes lidt i våd tilstand.
Anvendt garn i år: 1kg og 340 g

2. februar 2010

Jeg har fløjet

...med De Vilde Svaner og det har været en pokkers god tur. Mønsteret sidder hurtigt i fingrene og så er det bare med at flyve derudaf :-) Trøjen er som tidligere nævnt fødselsdagsgave til en venindes dreng, der lige er blevet 6 år. Han blev fejret med manér og vi havde vores at se til med sådan et par håndfulde seksårige drenge, men kors hvor var de meget nemmere end pigerne - i november hjalp jeg med storesøsters fødselsdag og det var faktisk langt fra så nemt - de havde allerede lært en intrige eller to!


Den grå kontraststribe er min tilføjelse. Jeg syntes den meget intense blå farve kunne trænge til et lille knæk og strikkede derfor 4 p glat i slutningen af ærmet. Jeg var så heldig at få lov til at tage et billede med den på, men fødselsdagsbarnet syntes dog, at det skulle være "uden hoved". Så det respekteres, naturligvis :-)


Da han først havde fået den på, beholdt han den på, så det tillader jeg mig at tage som en kompliment :-)

Opskriften er som sædvanlig velskrevet og lige til at gå til - hvis du undrer dig over den lidt specielle ribkant forneden og i ærmerne og halsen, så er mit tip, at du bare skal slå hjernen fra og strikke nøjagtig som der står, så bliver resultatet perfekt :-)

Tak for de mange gode råd i forhold til Duchess. Jeg vil overveje ideen med to kurve, men har en kraftig mistanke om, at hun bare vil forsøge at indlemme begge i sit territorium :-) Under alle omstændigheder dur det i hvert fald ikke at fylde den ene kurv med akryl (ejer iøvrigt heller ikke noget) og bomuld, for den kloge kat vil kun ligge på uld! Ren uld, naturligvis. De bomuldstæpper jeg strikkede i sommer, gider hun slet ikke værdige så meget som en pote :-) Hun er meget territorial, måske fordi hun er indekat, dertil kommer at hun er ekstremt lærenem og social og følger med i, hvad der foregår overalt i huset. Hendes bror, O´Malley, der vejer næsten 9 kg, har intet at skulle ha´ sagt her i huset. Men han er også tilfreds, bare han kan ligge i arm (hvilket er noget af en byrde med den kampvægt han har). Jeg er ikke sikker på, at han er specielt intelligent, det er i hvert fald aldrig gået op for ham, at han er både større og stærkere end Duchess ;-) Men han er sød som bare pokker og volder ikke sine ejere nogen problemer overhovedet :-)

Der kom lidt sne og der kom sol - måske var det den snestorm?

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: De Vilde Svaner fra Det er ganske vist
Garn: Fashion Bamboo, 75% Bambus, 25% Polyamid og en rest lys grå Lucca
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 300 g
Farve: nr. 1012
Købt hos: Markno (en uspecificeret kasse tilbudsgarn og det gør jeg ikke igen, der var ikke ret meget, jeg kunne bruge, øv!)
Pinde: Addi click nr. 4,5
Str. 6 år
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Garnet splitter en smule, når man strikker, hvilket har irriteret noget! Men det færdige produkt er meget lækkert og blødt. Jeg har brugt flere masker i halskanten end foreslået i opskriften, fordi denne dreng efter sin mors udsagn har et stort hoved :-)