25. september 2009

Annette Danielsen: Tidsel og lidt om Bagtanker

En fornøjelse fra start til slut. Sådan har Tidsel været. Okay, måske lige med undtagelse af ærmerne. Det er ikke det bare sjov at strikke smalle ærmer med striber i mange farver, men da jeg brugte Magic Loop gik det egentlig meget godt alligevel. Garnet blev naturligvis bundet op i små bundter ligesom ved al anden flerfarvestrik. Den opmærksomme læser vil lægge mærke til, at jeg har prioriteret at få opbrugt mine rester i stedet for at striberne på ærmerne bliver helt ens. Jeg kan godt lide sådan et lille personligt twist :-)




Garnet er håndfarvet fra Marianne Svit og har ligget længe og ventet på det rigtige projekt. Det changerer smukt i midnatsblå og violet.








De små bobler giver strikkeglæde på det ellers glatstrikkede stykke. Der er 17 pinde imellem hver række bobler, så det heller ikke bliver for irriterende. Det har voldt mig lidt vanskeligheder at få strammet garnet ordentligt op omkring hver boble, fordi garnet ikke er særlig elastisk.




Den skal nok blive et rigtigt efterårshit. Jeg er allerede ret vild med den.

Jeg er i gang med at strikke de projekter færdige som jeg allerede har på pindene. Nu er det tid til at afslutte. Meeeen der kom lige en Bagtanker på pindene i går, bare fordi jeg ikke kunne vente! Det er faktisk Yts skyld :-) Det er første gang, jeg skal strikke en af Bente Geils modeller, så det er jeg meget spændt på. Mere info følger naturligvis :-) Jeg har valgt denne farvekombination:




Jeg har overført min to-do liste fra mit hoved til en nummereret liste og jeg ved ikke helt om jeg skal græde eller grine, for der er 62 projekter på listen og der kommer mindst 2-3 stykker til om ugen! Jeg vælger det sidste, altså at grine, for det er jo bare et luksusproblem - en ting er sikkert, jeg kommer ikke til at mangle ideer.

Ellers er jeg begyndt at pakke taskerne, for der er strik-in hos Dorthe i morgen. Heldigvis for os stakler, der ikke kommer til Ærø, ups jeg mener selvfølgelig Fanø - ha´ en god weekend derude :-)

FaktaBoks
Design: Annette Danielsen: Tidsel fra Strik Naturligvis
Garn: Supersoft, 100% uld + diverse rester
Garn anvendt: 135 g og rester til striberne
Farve: Midnatsblå - håndfarvet
Købt hos: Marianne Svit
Pinde: 3
Str: S
Ny teknik: Det er første gang, jeg strikker bobler på denne måde.
Garn fra lager: JA
Bemærkninger: Jeg vil foretrække et mere elastisk garn, næste gang jeg skal strikke bobler. Garnet skal strammes rigtig meget for at undgå at få huller omkring boblerne og jeg knækkede garnet et par gange! Ærmerne er forkortet med 5 cm og jeg har derfor lavet udtagninger på hver 9. p i stedet for hver 12.