26. juni 2011

KH odyssé - del 3

Begynder det at blive lidt ensformigt? Jeg kan ikke gøre for det, jeg synes pludselig, at jeg har lyst til at strikke alle modellerne i Misty. Endda nogle af dem 2 gange ;-) Hermed Anaïs, den 2.


Den burde ha´ været den første siden den er mest tro mod originalen. Den korte bolero-version, dog igen med længere ærmer og en smule sænket halskant. Jeg har forelsket mig i mønsteret, der er ren meditation at strikke og tror jeg bliver nødt til at lave én i uld, med lange ærmer forstås.


Og nu er det, jeg gerne ville kunne sige, at jeg har udeladt knapper og knaphuller fordi sådan og sådan  ........ Men den rene og skære sandhed er: Jeg glemte dem sgu` og jeg vælger at se på det fra den positive side, for den er da egentlig meget anvendelig sådan som den er her ;-) 


Og så skal I lige se min nye toilettaske og kosmetikpung - købt hos Fredrikke. Syet i det fineste stof og i allerbedste kvalitet - hun laver så flotte og gennemarbejdede ting :-)


Rigtig god søndag aften :-)

Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Anaïs fra bogen Misty
Garn: Katia Nilo, 100% merceriseret bomuld. DET SNOR SIG, men produktet bliver virkelig lækkert!
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 217 g
Farve: Hvid
Købt hos: P&P Vejgård - udsalg sidste sommer
Pinde: 3
Str. M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Ærmerne er 18 cm lange før ærmekuppel. Halskanten er sænket et par cm.
Løbelængde: 100g = 260 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 564 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 9578 m
Anvendt garn i år: 2 kg og 923 g

19. juni 2011

Kim Hargreaves odyssé - del 2

Som I alle kan se, viser vejret sig fra sin allerbedste side her til morgen i Nordjylland :-) Varme og solskin og en helt ny cardigan: Anaïs, den 1.


Ja, jeg har også lavet en 2´er ;-) I denne udgave har jeg lavet en del ændringer i forhold til originalen, der er en ganske kort bolero. Jeg har forlænget den med 10 cm, jeg har lavet rigtige ærmer, dvs. de er forlænget med ca. 18 cm og jeg har sænket halsudskæringen betragteligt.


I første omgang kom jeg til at lave halsudskæringen ALT for stor, så trøjen hele tiden gled ud over armene, men der kunne ikke blive tale om at pille op!! Så jeg hæklede ganske enkelt en lille fastmaskekant i halsudskæringen og nu sidder den som den skal. Og fastmaskekanten giver faktisk en ret fin afslutning, hvis jeg selv skal sige det ;-)


Knapperne er i absolut særklasse fra Birthe Sahl - købt på Saltum Uldfestival sammen med Gitte. Jeg købte alt for få af de smukke knapper, selvom jeg også fik et par ark med blå knapper, så jeg må en tur til Halvrimmen og købe nogle flere i nærmeste fremtid. Heldigvis er det jo ikke så langt fra Aalborg :-)


Ellers står den på studenterfejring i næste uge, hvor min yngste søn bliver student. Jeg glæder mig til, at de noget kraftige stemningsskift en sådan eksamensperiode medfører, igen kan blive erstattet af det mere jævne ;-) Og hvor ville jeg dog ønske, at vi havde fået en mere nøje gennemtænkt gymnasiereform, men sådan er der jo så meget :-)

Lige tilsidst, hvis I skulle være misundelige: Her er der gråvejr for alle pengene. De dejlige solskinsbilleder er taget for længe siden, desværre ;-)

Ha´ en god søndag :-)

Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Anaïs fra bogen Misty
Garn: G - B Wolle, Cotton 8, 100% bomuld
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 230 g
Farve: Rød nr. 1030
Købt hos: P&P Vejgård - udsalg sidste sommer
Pinde: 3
Str. M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Forlænget med 10 cm og derfor er jeg startet med lidt flere masker ind i opskriften og har lavet 3 indtagninger op til taljen. Ærmerne er 18 cm lange før ærmekuppel. Halsudskæring blev for stor, fordi jeg ikke lukkede maskerne på rygstykket af, men brugte dem direkte, i stedet for at samle masker op efterfølgende. Derfor afsluttede jeg hele herligheden med en fastmaskekant.
Løbelængde: 100g = 340 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 782 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 9014 m
Anvendt garn i år: 2 kg og 706 g

12. juni 2011

Sommer er lig med Kim Hargreaves

og lidt mere overskud :-) Så nu vil jeg ligeså stille prøve om jeg ikke kan puste lidt liv i bloggen igen. Jeg er taknemmelig for, at der stadig er læsere, der hænger på - der er endda kommet nye til - velkommen :-)

Kim Hargreaves: Carrie




Mere feminint og sommerligt kan det vist ikke gøres. Fine detaljer, bladmønstre og lus kendetegner denne cardigan fra Kim Hargreaves Misty-bog. Den blev indkøbt sidste sommer, men jeg nåede kun at strikke Arielle - så nu tager jeg revanche. Jeg er i gang med min tredie Kim Hargreaves model i år, men her på bloggen får de naturligvis hver sit indlæg. Så er jeg også lidt foran, her i genoplivningsfasen ;-)


Jeg har stort set strikket efter opskriften, men strikket min egen krave - fru Hargreaves foreslår, at kraven strikkes for sig og derefter sys på, men selvom jeg ikke går af vejen for lidt montering, så syntes jeg alligevel det var lidt i overkanten ;-)


Nu skal vi heller ikke glemme efteråret!
Vi ved jo, det kommer tilbage ;-) og som strikker er jeg slet ikke så ked af det med årstidernes skiften, jeg kunne slet ikke leve uden. Hvad skulle jeg dog gøre i et land, hvor det var for varmt til at bære uld? Så selvom sommeren gerne må vare et par måneder endnu, skader det jo ikke at være forberedt. I Butikken på Landet har jeg købt Louise Hardens Farveskiftecardigan og mellem os sagt: Jeg er også begyndt at strikke et par pinde på den ;-) Den bliver et fnuglet hit, sølle 200 g garn fra Hjelholt uldspinderi og man har den fineste cardigan - fantastisk! Selvom Butikken på Landet ikke er en online butik, ville Louise gerne sende garn og opskrift :-)


Tip og ide fik jeg hos Vibstrik. Bare bladr lidt ned i indlægget, så kan du se hendes fine version af Farveskiftecardigan.

Rigtig god pinse til jer alle :-)

Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Carrie fra bogen Misty
Garn: Merci fra Filcolana, 50% uld, 50% bomuld
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 295 g
Farve: Hvid nr. 1090
Købt hos: 123knit.com
Pinde: 2,5
Str. M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har strikket hele trøjen på 2,5. Kraven er strikket ud af hovedet og formet undervejs.
Løbelængde: 100g = 400 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1180 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 8232 m
Anvendt garn i år: 2 kg og 476 g