30. juni 2014

Den begynder godt

.... altså ferien. I hvert fald, hvis jeg kikker på vejret. I de sidste dage, har jeg gået og luret på min hvide Snoning som jeg denne gang har fået tilpasset i længden - til gengæld opdagede jeg en forkert drejet snoning lige da jeg havde syet skuldrene sammen og hængte den op på ginen. Det gav anledning til en mindre strikkekrise, hvor jeg ikke helt gad at begynde på ærmerne.


En ting er helt sikkert - jeg piller simpelthen ikke op! Jeg har indtil videre syet en enkelt hjerteknap på lige over fejlen. Alle jeg har haft på besøg i ugens løb er blevet spurgt om, hvad de tænker, når de ser den knap og næsten alle synes, der "mangler noget" eller "at den sidder lidt umotiveret". Nu har jeg gået og kigget hele ugen og jeg bliver mere og mere glad for den :-) Så det ender nok med, at den får lov at blive siddende. Og i går aftes fik jeg strikket halvdelen af det 1. ærme.


Forjættende feriedage venter forude - blanke og uden planer :-) Jeg skal padle, læse, strikke og se noget af Danmark - det bliver så dejligt. Jeg har et par indkøb, der skal gøres til klinikken og sørme om det ikke er i nærheden af Ho-strik, så der er basis for en afstikker :-)

I sidste uge var Mona på besøg til en lille gang hyggelig aftenstrik. Her er hun strategisk placeret bag nogle af mine Astrid Lindgren roser. De blomstrer næsten endnu mere overdådigt end de plejer, måske fordi jeg beskar dem ved at køre hæk-klipperen igennem dem i år ;-) For mange år siden, så jeg Søren Ryge foretage dette "angreb" på sit rosenbed og fik dermed en meget kontant lektion i, at roser ikke er sarte, men til gengæld ret hårdføre :-)


Ha´ en dejlig aften og sommer derude.

12. juni 2014

Sommer

Jeg skal ikke skrive om vejret, men det er da fantastisk, at solskin og varme vælter ned over os allerede her i juni :-) Jeg har lavet sommerkjole og bøllehat til Lillefrø, der nu sammen med far og mor er flyttet ind i deres nye hus 420 m fra farmor :-) I kan sikkert forestille jer, hvor bredt, jeg smiler ;-)


Som I kan se, har jeg taget udgangspunkt i Else Schellerups Uglekjole foroven, men har strikket nederdelen i glat og sluttet af med en hulmønsterrib. Lillefrø, som vi passende kan give det indianske tilnavn "talende vandfald" er stadig svær at fange på foto, så I får også lige et billede af kjolen uden model.


Jeg har hæklet lommer, fordi Lillefrø elsker at komme småting i dem, det være sig blade eller sten eller insekter, hun finder på sin vej :-) Hun bliver 2 år i juli måned, men hun taler i sætninger på helt op til 7 ord (ja, farmor tæller ord ;-)) og noget af det allermest underholdende er at lytte til hende, når hun "rolleleger" med Lillebror (hendes dukke). Det er ubetaleligt og aldrig har mine ører været så store ;-)


Jeg oplevede ikke, at mine drenge "rollelegede" på den måde, så det er simpelthen så sjovt. Hun får bearbejdet så mange ting fra sin hverdag. Nogle ofte hørte udtryk: "Sæt dig på numsen, Lillebror" og "Kik på mig, Lillebror", "Sov godt min skattemus" ;-) Dukkevognen købte jeg til hende for nylig og hun viger nærmest ikke fra den.


Ja, det blev så et indlæg dryppende af farmor-stolthed, men det skal der vel også være plads til? Det fine turkise armbånd, har hun iøvrigt lånt i min smykkeskuffe, som vi kan bruge mange timer på at kikke i - ligesom Irenes knapkasse er et af de allerstørste hits. Hun  ende som en strikker en dag, hvem af os har ikke elsket at lege med knapper, da vi var små? ;-)

Tusind tak for alle jeres kommentarer til Blomsterkjolen. Nu vil jeg undersøge, hvad I har lavet. Ha´ en dejlig aften derude :-)

Faktaboks:
Design: Mit eget - med udgangspunkt i Else Schellerups Uglekjole. Bøllehat fra Dropsdesign.
Garn: Bomuldsrester fra min røde Anais og sandelig også fra den hvide ;-) I kan se dem allesammen her.
Garn fra lager: Som sagt - RESTER ;-) Jeg brugte rub og stub af den røde.
Anvendt: Knap 100 g
Farve: Det danske flag ;-)
Købt hos: Se under Anais bluserne
Knap: Elefantknap fra Irenes knapkasse
Pinde: 2,5 og hæklenål nr. 3
Str. ca. 2 år, jeg har fiflet en del med maskeantallet, for at den ikke skulle blive for stor og tung.
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger:  Den er allerede et hit :-)

1. juni 2014

Sommerrødt

Denne har været på to-do-listen lige siden jeg så den på en Karen Noe stand for flere år siden. Det, der egentlig har holdt mig tilbage er, at den starter på p 7. Den har som sådan heller ikke været en speciel fornøjelse at strikke, men de store pinde puster liv og luft ind i bomulden, så det hele giver mening til sidst.


Jeg elsker at gynge og låner Lillefrøs hver eneste gang, jeg kan komme til det ;-)

Faconen fremkommer ved, at man skifter til tyndere pinde efterhånden, sluttende på pind 5 - stadig en lidt for stor pind efter mine begreber, men resultatet bliver som nævnt meget let og luftigt. Gitte har strikket et par fine udgaver udelukkende på pind 5, så det er dog også en mulighed, men resultatet bliver mere "kompakt".


Ærmegabene er lidt for dybe til at huse mine efterhånden meget omfangsrige og muskuløse massørarme. Det skal lige siges, at jeg strikkede to mønsterrapporter i højden og det er en rigtig dårlig ide kombineret med den dybe indskæring i ærmegabet. Hvis man vil forlænge ærmet skal ærmegabet også ændres. Det er noteret, hvis der bliver en næste gang, hvor jeg i så fald også vil supplere med et "rigtigt" ærme. Jeg har det samme garn i en lys blå og synes bestemt modellen ku fortjene en gentagelse, men nu må vi se.


Det har været en fuldstændig fantastisk weekend med total afslapning og pasning af Lillefrø. Det lille pus havde dog høj feber, så vi havde en noget mere afdæmpet dag end vi plejer. Hun ville egentlig bare gerne sidde ved farmor det meste af tiden og det besluttede jeg mig for at nyde, for det hører jo virkelig til sjældenhederne, at hun har tid til det :-) Vi holdt humøret højt med en håndfuld rosiner og læsning i Lillefrøs bog, som handler om hende selv og derfor er meget, meget interessant ;-)


Jeg er søgt ind i skyggen, for der har næsten været for varmt her i dag - man er vel en ordentlig nordbo ;-) Jeg glæder mig til den nye uge og alle dens spændende opgaver. På pindene er der sommerkjole og bøllehat til Lillefrø, endnu en Snoning, en "ostetrøje" fra Lønstrup og snart en "papircardigan" fra Charlotte Tøndering. Og så har jeg helt glemt at nævne den norske inpiration, jeg fik i dag og som foranledigede nye opskriftkøb, men det hører I meget mere om i de næste indlæg.

Ha en rigtig dejlig søndag aften og tak for alle jeres søde kommentarer, håber I kan sidde ude og strikke :-) Findes der noget mere dejligt? :-)

Faktaboks:
Design: Karen Noe: Knitting Collection: Louises blomstertunika som kjole
Garn: Lana Grossa - Classico, et lækkert merceriseret bomuldsgarn, der fås i de mest fristende farver.
Garn fra lager: Joh - det har da ligget nogle uger ;-)
Anvendt: Knap 400 g
Farve: 021 - rigtig varm og klar sommerrød
Købt hos: Hønsestrik i Aalborg, den sidste strikkecafeaften og siden suppleret med den lyse blå, da jeg "bare" sku købe knapper ;-)
Pinde: 7, 6 og 5
Str. S - rigeligt forneden, men for lidt foroven, hvis man strikker den dybe ærmegabsindskæring og har kraftige overarme ;-)
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger:  Let og luftig bomuldssag som helt sikkert vil blive brugt meget. Her er den vist med en rød stropkjole under, men den er også rigtig flot med en lang hvid t-shirt under.