30. november 2016

Novembers sjal og sokker

11 sjaler - 11 par sokker - den udfordring Vibeke og jeg satte hinanden på Fanø i 2015 nærmer sig sin afslutning :-) Vi kan selvfølgelig ikke lade være med at diskutere en ny for 2017 :-)

Siden jeg strikkede Flutterby Socks har jeg haft lyst til at bruge det lille sommerfuglemønster igen. Lillefrø har ønsket sig et sjal og hun har især været glad for lace sjalerne, som hun kalder "smukke" :-) Så jeg har været i gang med at kreere et lille sommerfuglesjal til hende i julegave. Jeg har brugt Rasmillas yndlingsgarn i en fantastisk koralrød farve, der kan give november kontrast. Jeg har i konstruktionen bestræbt mig på, at hele sjalet skal ligne en sommerfuglevinge :-)


Der er plads til forbedringer i næste version - jeg kan f.eks. med fordel udelade det sidste lacemønster på hver side af midten, ligesom det vil være meget smartere at strikke perlerne på undervejs. Men det med perlerne kom jeg først i tanke om, da sjalet var godt i vej - for Lillefrø vil elske dem. Rhombemønsteret kan også med fordel sluttes pænere og sådan kan der læres en masse undervejs :-)


Sjalskonstruktion er blevet virkelig avanceret indenfor de seneste 10 år - ikke mindst på grund af designere som Stephen West, men mange andre bidrager også med deres fantasi til at udfordre formen, der jo for længst er alt muligt andet end trekantsjaler og langsjaler. Jeg har alligevel valgt en helt traditionel form og lagt vægt på, at sjalet kan ligge på et barns skuldre uden at glide af. At arbejde med udtagninger omkring et centerpanel og udtagninger på hver eneste pind i siderne resulterer i et sjal, der bliver bredt, men kort - her 41 cm i længden som vil gå Lillefrø til lige under taljen. Centerpanelet hjælper til at sjalet kommer til at hvile på nakken og så er der rigelig bredde til at det kan bindes godt på forsiden.


Sjalet er et forsøg og jeg har givet mig selv lov til at lege lidt med sommerfuglene undervejs - det er nemt at give dem forskellig form og størrelse. Perlerne er seed beads i koral og sølv og man kan mene om dem, hvad man vil, men Lillefrø vil blive glad og så er farmor også glad :-)

Det var meningen, novembers sokker skulle have været små, fordi jeg stadig mangler 2 julegaver i moskusgarnet, men jeg kom til at tænke på, at jeg ikke kan afslutte et sjals- og sokkeår uden at strikke et enkelt par Pippi-sokker (de sidste blev strikket i 2008, he he) og da først tanken var tænkt, jamen så ... Der er ikke meget Pippi over farverne som på det første par, men så passer de til gengæld til min Embrace som jeg bruger rigtig meget :-)


Tak for alle jeres kommentarer og mails. Jeg håber I er parate til at gå ind i december med dens mærkelige blanding af tomhjernet gøgl/statusræs og inderligt nærvær - vi kan heldigvis selv vælge, hvad vi lægger vægt på :-)

Faktaboks
Sjal:
Design: Eget design
Garn: Rasmillas yndlingsgarn 55% lammeuld, 45% bomuld
Garn fra lager: I den grad ;-)
Anvendt: Knap 100 g
Farve: Koral
Købt hos: Rasmilla.dk
Pinde: 4
Str. 41 x 90 cm
Bemærkninger: Strikket med dobbelt tråd.

Sokker:
Design: Drops nr. 104-9
Garn: Regia Hand-dye Effect, 70% uld, 25% polyamid, 5% akryl - BVADR ;-)
Garn fra lager: Ja da ;-) Tju hej hvor det går
Anvendt: Ca 75 g pr sok
Farve: 7289, men garnet fåes vist ikke mere. Ærgerligt for det har meget flotte farveforløb.
Købt hos: Kan ikke huske det - meget gammelt lagergarn.
Pinde: 2,5
Str. 37
Bemærkninger: Sokkerne er strikket på rundpind 1 ad gangen. Jeg har strikket fra skaftet og ned - på helt traditionel vis :-) Hvis du har brede fødder skal du korrigere maskeantallet kraftigt fra ankel og ned til fod. De bliver meget smalle

21. november 2016

Varm chokolade

..... dét hører årstiden til. Ikke bare når der er fødselsdag, men også når man har været til hundetræning i silende regn - ja, så er der faktisk ikke noget, der varmer bedre;-) Jeg elsker november - jeg elsker efterårsvejr - årstidernes skiften i det hele taget - forskellen på temperaturen inde og ude - men det kan godt være lige lovlig meget, når man ikke selv kan vælge tidspunktet - f.eks. til hundetræning ;-) Så er der intet, der slår en kop varm chokolade at varme sig på bagefter! Farmors lille Stump er blevet 1 år - hun var fint klædt på med sløjfe i håret :-)


Fødselsdagstrøjen er først blevet færdig nu - men så havde vi jo lejlighed til at invitere på varm chokolade i lørdags :-) Rester i Sterk fra alle de mange strømper gav mig inspiration til en lille "inka-trøje" med snoningskanter.


En snoningsbort giver mulighed for at lave en halskant med rigtig mange masker, der har elasticitet nok til at et barnehoved kan komme igennem og samtidig sidder ordentligt til. Jeg har strikket denne i str. 1 år og den passer Stumpen perfekt.


Jeg arbejder videre med designet og er i gang med at strikke den op i str. 2 år i en anden garnkvalitet og farvesammensætning. Det er virkelig sjovt at arbejde med og jeg skriver minutiøst ned undervejs, så jeg kan nå frem til en opskrift på et tidspunkt. Der er god bevægelsesfrihed for en lille pige, der lige har lært at gå :-)


Hun bobler af ren livsglæde, når hun mærker, hvad kroppen kan. Og så måtte jeg konstatere, at menneskeunger besidder evnen til at bruge dæmpende signaler - akkurat lige som hundehvalpe. Når de små piger er på besøg, holder vi naturligvis skarpt øje med Diva. Men en enkelt gang løb hun direkte med fuld fart mod Stumpen og jeg kunne se, jeg ikke kunne nå at lægge mig imellem! Stumpens reaktion var at lægge sig ned med arme og ben tæt ind til kroppen og ryggen som et skildpaddeskjold op mod Diva. Det er nok det sødeste og sjoveste, jeg har set længe - Diva stoppede omgående fremfærden og forstod, hun skulle dæmpe sig :-)


Så er det for mit vedkommende tid til at åbne klinikken. Ha en rigtig dejlig dag derude og er du ked af novembervejret, så prøv at gå en tur ud i det - for det er virkelig dejligt i dag :-)

Faktaboks
Design: Eget design
Garn: Bund: Rester i Sterk
Garn fra lager: Ja da ;-)
Anvendt: Har endnu ikke gjort det op
Købt hos: garnogco.dk
Pinde: 3,5
Str. 1 år
Bemærkninger: Det har været utroligt spændende at arbejde med design af en trøje helt fra bunden. Jeg er i gang på mange fronter i øjeblikket og nyder hvert minut. Der er bare ikke timer nok i døgnet til alle de ideer, der skal sættes i værk :-)

12. november 2016

En dejlig dag er slut

.. alt, alt for hurtigt. Jeg holder så meget af hende og vi har så meget at drøfte hver gang vi er sammen. Der er så meget, der skal lyttes til og tygges lidt igennem så det bliver lettere at bære. Verden er et meget uperfekt sted, men jeg er altid i meget bedre humør, når Gitte har været her og tusind tak for det :-) Bemærk den smukke trøje - jeg mener det er den med det lidet flatterende navn - Ormegraverens Ormegraverpigens nattrøje?? Ret mig Gitte, hvis jeg tager helt fejl.


Vi begyndte i Hønsestrik, hvor jeg måtte anskaffe mig denne. En guldgrube af fantastiske trøjer m.m - desværre alle strikket op i Sandnes garn. Hvorfor dog ikke vælge noget færøsk garn eller i det mindste forskellige kvaliteter - Filcolana, Islandsk uld, Hjelholt - jamen der er så mange lækre muligheder. Især når der står: "Vores ønske med bogen er at vække interesse for færøsk mønsterstrikning, at fremme uld som en naturlig råvare og at bringe kulturarven videre". Nå, men så er det jo godt, vi selv kan vælge, hvad vi vil strikke i! Didde var som altid veloplagt ekspedient, selvom hun havde meget travlt sådan en lørdag formiddag :-)


Siden jeg blev selvstændig har jeg ikke været til noget, der ligner en julefrokost, så jeg syntes, at vi i dag skulle prøve juletapas fra den lokale Mums. Overskuddet var ikke til de store køkkeneskapader og jeg blev glædeligt overrasket, det var super lækkert og kan anbefales, hvis du bor i nærheden.


En dejlig dag er slut og jeg sidder tilbage og tænker på, hvad der skal blive ud af den smukke gave som Gitte havde med - det ender nok med et bette sjal :-) Bemærk, at der naturligvis er tænkt over, at selv maskemarkørerne skal være blå :-)


Jeg håber I har en rigtig dejlig weekend derude. Tusind tak for alle de dejlige kommentarer og mails :-)

PS: Jeg kom selvfølgelig også lige til at bestille denne her

1. november 2016

Oktobers sjal og sokker

Oktober er fløjet afsted og afsluttes med influenza - ØV :-( Nå, men så kan jeg da heldigvis sidde her og blogge oktobers sjal og sokker i fred og ro. Heldigvis kan jeg stadig strikke, selvom jeg har fået en skade i min nakke og skulder - der arbejdes på sagen med akupunktur og snart er det en saga blot - håber jeg ;-)

Da jeg var til strik og yoga hos Isager købte jeg Susie Haumanns smukke Urban og faldt for Kerteminde. Jeg er endt med at lave min egen version med blå takkekant.


Jeg har skrevet om det mange gange før - det der med, om strikketøjet bliver en fornøjelse at sidde med eller ej. Jeg har strikket et helt sjal i det lille vævestrikmønster, der også optræder i de farvede felter på Kerteminde og elskede det - hyggede mig virkelig med det, men på Kerteminde kom jeg til at hade mønsterpindene så meget, at jeg hellere ville afslutte med en takkekant end strikke endnu en rapport ;-)


Måske er det på grund af de lange vr-pinde, der generelt er på sjalet - vævestrikmønsteret er desuden her strikket fra vr-siden, hvor det er strikket fra r-siden på Shawl. Men nu er det færdigt - en rapport mindre end originalsjalet og med takkekant. Jeg er blevet rigtig glad for den løsning, der også tilfører sjalet en smule mere koncentreret blåt ;-)


Jeg har brugt de samme farver som originalsjalet og har på den måde arbejdet en del udenfor min komfortzone ;-) Jeg har mere end én gang tænkt, at jeg skulle have valgt lidt andre farver - en bund i lys turkis og lidt marine ;-) Men så må jeg jo strikke et til - på trods, he he. Besættelsen af blå kan føre til mange ting ;-)


Oktobersokkerne er de samme som septembers, der af mig er blevet kåret til de absolut dejligste hyggesokker ever - her strikket op i dejlig turkis.



Jeg kunne ikke lade være - jeg måtte også købe lidt af Frisenvangs tynde alpakka - her i smuk kaffebrun. Jeg har en ide til, hvad der skal blive ud af det, men det kommer nok til at tage lidt tid, før det bliver vist frem, for jeg har mange, mange ideer i gang i øjeblikket og enhver strikker ved, at når der arbejdes på mange projekter på en gang, så går der laaaaang tid, før der kan præsenteres noget færdigt.


Tusind tak for alle jeres kommentarer og mails til Capella sjalet. Jeg har forsøgt at svare på alle mails, men jeg har fået så mange, at jeg ikke er sikker på, at jeg har fået svaret alle, så bær over med mig. Nu er tiden kommet til at besøge blogland og se, hvad der er foregået, medens jeg har været væk og så er jeg meget, meget spændt på, hvilket sjal Vibeke har strikket :-)


Hun(d) er efterhånden et tungt skødebarn på 15 kg, he he ;-) Hvad gør vi, når hun kommer op på de fulde 28 kg ;-)
Ha en god dag derude, forhåbentlig influenzafri :-)

Faktaboks
Sjal:
Design: Susie Haumann: Kerteminde
Garn: Bund: Isager Alpaca 2, og følgende kvaliteter til de farvede mønsterrapporter: Isager Highland Wool, Alpaca 2 og Tvinni Tweed
Garn fra lager: Næh, købt hos Isager, da jeg var på kursus.
Anvendt: Bund: Knap 100 g (husk mit sjal mangler den sidste rapport) og 10-30 g af de øvrige farver
Farve: Bund, farve 4s, mønster: Highland Wool i Sky, Clay, Alpaca 2 fv 60 og Tvinni Tweed, fv 61s
Købt hos: Isager
Pinde: 3
Str. 70 x 1,92 m
Bemærkninger: Se tekst. Kunne godt være gået ned på en pind 2,5!

Sokker:
Design: Anni - fra Stephanie van der Linden: Op art socks
Garn: Sterk
Garn fra lager: 1 nøgler ja - 3 nøgler tilkøbt
Anvendt: Knap 200 g
Farve: Turkis - 825
Købt hos: Det første nøgle fået af Woolspire, de øvrige tilkøbt hos garnogco
Pinde: 3,5
Str. 38??
Bemærkninger: Sokkerne er strikket på rundpind 1 ad gangen. Jeg har strikket fra skaftet og ned - på helt traditionel vis :-) De bliver en del større end originalen, fordi jeg har strikket med tykkere garn (kortere løbelængde) end i opskriften og strikket på 3,5 i stedet for 2,5. Men på den måde får jeg et par rigtigt lækre hyggesokker. Jeg er fuldstændig vild med Sterk garnet. Det er blevet mit yndlings sokkegarn :-)