15. september 2013

Den lille Havfrue

.... eller jeg skulle egentlig kalde hende min lille havfrue og skal jeg være ærlig, synes jeg, at hun har en del mere karakter end den mere berømte dame, der sidder i Kbh. eller hvor hun nu er i verden i øjeblikket ;-)

Hun er en ironisk kommentar til de skønhedsidealer, vi dyrker i dag og vores evindelige jagen efter det perfekte som alligevel hverken eksisterer eller er opnåeligt og jeg elsker hende med alle hendes "uperfekte" attributter :-) Hun sidder på hylden på mit kundetoilet, så alle der kommer i klinikken kan se hendes totalt-nede-på-jorden-charme. Jeg har lovet Sylvia at vise hende frem og her er hun så. Hun er lavet af keramiker Karin Visby-Kjærgaard, der laver ting som får os til at standse op og tænke os lidt om og ofte også får smilet frem. Min lille havfrue er dejlig fra alle vinkler og er tydeligvis fra en tid, hvor vi ikke alle blev rettet ind med tandbøjle.


Jeg har endnu en figur som Karin har lavet. Det er ham her, som lige er i gang med at kravle ud af
ægget. Gad vide, hvad han bliver til, når han bliver stor? ;-)


Jeg synes, han er fuldstændig uimodståelig :-) Da han kom hjem til mig, havde han en lille fjerdusk på toppen af hovedet, men den tændte kattens jagtinstinkt og blev kun siddende i meget kort tid ;-)


Og hvorfor handler det her ikke om strik? Fordi jeg har været syg og igen har været nødt til at koncentrere mig om det helt basale. Bliver der slet ikke strikket? Ork jo, jeg er i gang igen, men med så store projekter, at der ikke bliver noget færdigt foreløbig. Et af dem er Kjole med hulmønster fra Naturlig Strik - den er så dejlig at strikke på, at den slet ikke konkurrerer med andet i øjeblikket.


På lørdag går turen forhåbentlig til Fanø sammen med Gitte, Birgitte og Mariann. En endagstur må gøre det i år, for vi var lidt sent ude med at få booket noget at bo i. Det bliver garanteret en dejlig tur alligevel :-) Vi skal mødes med Tine derovre og mon ikke jeg også ser nogle af jer? ;-)

Rigtig dejlig søndag derude. Jeg vil en tur rundt og se, hvad I har lavet siden sidst :-)

PS: GLEMTE LIGE AT SKRIVE, AT JEG SELVFØLGELIG HAR BESTILT ANNETTE DANIELSENS NYE BØGER: Østen for solen og Kun for mænd :-)