29. juli 2011

Med fare for at fornærme

.... mine sjællandske læsere: I har altså ikke noget, som vi ikke har ;-) Det skulle da lige være denne her:


Danmarks ældste endnu levende træ, Kongeegen i Jægerspris nordskov, der skønnes at være mellem 1400 og 2000 år gammel. Stadig forbløffende, selvom store dele af træet forlængst er brækket af eller afgået ved døden.
Eller dette her, som nok er den skønneste oase, jeg har fundet på en regnvejsdag:


Chokolademageriet i Hillerød. Med duften af chokolade i næseborene, fik vi serveret hjemmelavede flødeboller og varm chokolade med chili og hvis nogen skulle synes, det er rigeligt kvalmt, så kan jeg kun sige, at det er det ikke, når man er kold og forfrossen og har vandret rundt i regnvejr i dagevis ;-) Mange, mange kilometer foregik i silende regnvejr, men man har vel en vandringsmand i maven!

For mange år siden, satte jeg mig det mål, at jeg vil kende mit land og Sjælland er et af de få steder, jeg aldrig har besøgt. Det vil sige, selvfølgelig har jeg været i København og Roskilde, men aldrig "på kanten", så årets sommerferievandretur foregik hovedsagelig på Nord- og vestsjælland. For det meste i øsende regnvejr, men den dag vi besøgte Camilla Plums Fuglebjerggård viste vejret sig endelig fra sin bedste side


Jeg tror, at kvaliteten af et besøg på Fuglebjerggård er meget afhængig af vejret - økologisk landbrug gør sig absolut bedst, hvis det ikke regner ;-)


Hos Camilla Plum fedtes der ikke med portionerne - derfor pointerer jeg lige flere gange, at vi delte ;-) Vi delte Citronkage m. hyldeblomstsirup og rysteribs og vi delte Ribslagkagen - det smagte fuldstændig forrygende. Forinden havde vi delt "verdens bedste kartoffelmad" bestående af en tyk skive hjemmebagt rugbrød, små økologiske kartoffelskiver on the side, hjemmelavet mayonaise med estragon (helt bernaiseagtigt), masser af purløg og rå løg. Den røg så hurtigt ned, at vi glemte at tage et billede. Vi trillede næsten derfra. Og bedst af alt, jeg fik købt en Løvstikke som ellers er blevet udryddet i haven i forbindelse med, at min mand gravede ud til kattegård og som jeg ikke har kunnet opdrive på planteskolerne i Aalborg ;-)


Her står jeg på Vejrhøj i Odsherred og forsøger at fremmane lidt solskin - det var godt, at Endurreisn var med, for jeg havde god brug for en islandsk trøje i det danske sommervejr :-) Vejrhøj-buen kaldes Sjællands mest imponerende højdedrag ;-), der er placeret mellem tre farvande: Nekselø Bugt i vest, Sejerø Bugt i nord og Lammefjorden i øst. Og nej: Så højt er det heller ikke ;-)

STRIK? Masser. Dog er der ikke så meget færdigt, fordi jeg arbejder på MANGE fronter på én gang. Bla. er jeg gået i gang med et kæmpe tæppe-sjals-resteprojekt i neverkont, inspireret af Ingerlise.

Lady MacDuff 2 er dog forlængst færdig, men kan ikke fremvises før jeg har været på endnu et besøg hos Birthe Sahl, for jeg har kun 2 røde knapper og skal bruge 6. Kim Hargreaves Embrace mangler halvandet ærme, så er den også snart klar. Men mere om dette i næste indlæg, hvor jeg også må fortælle lidt om de garnkøb, jeg har gjort i sommer - selvom der slet ikke skulle ha´ været nogle ;-)

I ferien har vi også cyklet ved Skagen og vandret ved Vorupør, men jeg må jo prioritere kraftigt, når nu dette er en strikkeblog ;-)


Her er ferien ved at være slut, men det gør jo ikke så meget, når hverdagen er god.

Ha´ en god fredag derude:-)

18. juli 2011

Birthe Sahls knapper

Birthe Sahl har haft keramisk værksted i Halvrimmen i godt 35 år. I begyndelsen lavede hun skåle, potter og pander, men nu koncentrerer hun sig næsten udelukkende om knapper, sjalsnåle og smykker. Jeg vil hellere lave 1000 knapper end 10 krus, for det er meget sjovere, siger hun selv.


Butikken er virkelig et besøg værd - der er knapper og smykker OVERALT og det må være næsten umuligt at gå tomhændet hjem, for Birthe Sahl laver knapper i så stort et udvalg af farver, at der kan findes nogle til enhver striktrøje ;-) Her er jeg ved at finde knapper til Irene, nogle af dem jeg købte var stadig varme og kom lige fra ovnen.


Sammenligningen med en slikbutik er nærliggende


Dette er ikke marshmellows, men "perler" der skal glaseres til halskæder


Både søn og svigerdatter og naturligvis min altid trofaste fotograf ;-) var med og jagten på de rigtige knapper var intens.

Og for lige at betone hvor fokuseret jeg var - denne skulptur lagde jeg først mærke til, da jeg så billederne efterfølgende ;-)


Her et par eksempler på "frisk-fra-ovn":



Birthe Sahl bor Aalborgvej 18, Halvrimmen, 9460 Brovst. Rigtig god fornøjelse :-)

PS: Birthe Sahls vasketip, hvis knapperne skal vaskes med i maskine - pak dem ind i folie. Jeg vasker alt mit strik på uld skånevask og har aldrig været ude for, at knapperne er gået i stykker, men det siger sig selv, at keramikken kan klaske sammen med vaskemaskinetromlen, så vær forsigtig!

10. juli 2011

En strikkekrise og hvad den kan medføre

Da min nye strikkebog fra Lisa Renner sidst i juni landede i min postkasse opstod der en decideret strikkekrise.

Hvis jeg skal købe en hel strikkebog, skal jeg være begejstret for mindst 3 modeller. Den side af sagen var i orden, men da jeg begyndte at nærstudere indholdet, var der ikke bare 3, men sådan ca. 8-10 modeller, jeg ku´ ha´ lyst til at begynde på med det samme ;-) Jeg ku´ slet ikke vælge!

Så besluttede jeg mig for at lade garnet vælge modellen - så ind i garnskabet og bese lageret. Her bliver krisen for alvor cementeret - for jeg har lyst til sommergarn - jeg gider ikke strikke af uld lige nu og garnlageret er blevet tømt for bomuld under min Kim Hargreaves odyssé, der er kun uld tilbage. Videre ind til garnkisten, hvor jeg fandt en del bomuldsrester, men hvad kunne jeg gøre med dem?


Jeg ku´ da lave en knap-så-ladylike, men super frisk udgave af Lady MacDuff til min svigerdatter :-) Den har været så sjov at strikke, at jeg stort set kun har lagt den fra mig, når jeg skulle løbe - overvejede godt nok, om jeg ku´ strikke og løbe samtidig ;-) Men den har også budt på flere udfordringer og det er ikke en model, jeg vil anbefale til nybegyndere.


Jeg ku´ f.eks. ikke få optagningskanten til at blive pæn og var nødt til efterfølgende at forsyne den med en hæklet kæde.


Den kræver stor omhyggelighed ved isyning af ærmer, så farverne i kubemønsteret flugter med hinanden. Jeg måtte lave det ene ærme om, før resultatet blev perfekt, men det var nu også fordi jeg havde klumret i farverækkefølgen


De fantastiske knapper er selvfølgelig fra Birthe Sahl, som vi var oppe at besøge i går. Det kommer der et indlæg om på et tidspunkt, for det var et meget, meget spændende besøg og jeg har aldrig set så mange fantastiske knapper :-) Disse her er jo født til vores Lady MacDuff.

Fredag var jeg inviteret til frokost hos denne skønne kvinde - det er nok her årsagen til den forkerte farverækkefølge på ærmet skal søges, for vi skulle jo lige ha´ vendt verdenssituationen :-)


Tak for godt selskab og en skøn laksesandwich, Gitte :-)

Og nu skal Lady MacDuff i vaskemaskinen så Stinne kan få den med på ferie og i morgen skal jeg ud at købe garn til endnu en Lisa Renner model :-)

PS: Jeg har strikkehæftet alle tråde undervejs ellers vil den være et sandt "hæftemareridt"

Faktaboks
Design: Lisa Renner: Lady MacDuff fra bogen Close
Garn: Forskellige bomuldsrester
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 245 g
Farve: Blandede
Købt hos: Forskellige
Pinde: 3 (har brugt tyndere garn end originalen og har strikket på pind 3 i stedet for den anbefalede pind 4)
Str. S, men mindre end den originale Small, se under bemærkninger.
Ny teknik: I opskriften anvendes 1 dobbelt kantmaske, der giver den mest fantastiske kant - enkelt og intet mindre end genialt! Jeg kendte ikke tricket i forvejen, men vil bruge den altid fremover :-)
Bemærkninger: Utrolig sjov at strikke og jeg er ikke færdig med den endnu. Tror jeg er nødt til at lave endnu en til mig selv. Jeg vil ikke anbefale opskriften til en nybegynder, men ellers en god velskrevet opskrift. Størrelsen nærmer sig nok en XS, fordi jeg har brugt tyndere garn og tyndere pinde.
Løbelængde: 100g = 300 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 735 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 11197
Anvendt garn i år: 3 kg og 530 g

1. juli 2011

FERIE med Lily og sokkerne

Forjættende ferie - virkelig tiltrængt efter den sidste lange periodes hårde arbejde og forandringer - nu er den her - 4 lange uger vinker forude. Nej, hvor skal de nydes. Vi skal løbe, vandre, padle og - om vejrguderne er en smule med os - dase i den nyindkøbte hængekøje. Hvorfor skriver jeg nu om det igen? Jeg beklager virkelig, til jer der nåede at kommentere på mit sidste indlæg, men jeg var nødt til at fjerne det. Forklaring følger på et tidspunkt!

Nå, men på denne kølige og blæsende 1. feriedag har jeg klædt mig godt på! Og hermed er jeg nået til Kim Hargreaves odysséens afsnit 4 ;-)


Først sokkerne, der selvfølgelig ikke er designet af KH - jeg kender ikke til, at hun nogensinde har designet et par sokker, men det kan være der er nogen derude, der kan belære mig? Sokkerne er strikket i Mini Mochi som efter min mening er noget af det lækreste strømpegarn overhovedet og så er de lange, farveforløb fantastisk smukke. Prøv at se farveeksempler her.

Lily er en helt enkel og særdeles velsiddende (men det er jo også Kim Hargreaves ;-)) bolero som jeg i denne udgave har strikket i bomuld. Lur mig - om den ikke også kommer i uld ;-) Det er en model, der er med i mange af KH´s bøger i forskellige varianter - hun ynder jo at udforske grænserne for en model, den ene gang efter den anden. Det er altid interessant at se, hvordan hun med ganske små variationer og forandringer kan ændre en models udtryk.


Her i uvasket og lettere medtaget tilstand. Jeg kunne slet ikke vente med at tage den på til den var blevet vasket ;-) Forkanten har jeg strikket på - ligesom en sjalskant - i stedet for at sy den på som det er foreslået i opskriften - det gør det unægteligt noget nemmere at styre længden på den. Som sædvanlig er den retstrikkede kant udstyret med strikkede picot´er - en detalje som KH bruger igen og igen. De giver sådan en flot bølget kant.


Jeg er ret sikker på, at jeg nok også får strikket en pind eller to de næste uger, så mon ikke der kommer et ferieindlæg i ny og næ? Ligesom jeg selvfølgelig også vil forsøge at følge med hos jer :-)


Og med dette billede af mine Astrid Lindgren roser, der år efter år præsterer en fuldstændig overdådig blomstring, vil jeg ønske jer alle en rigtig god ferie :-)


PS: Denne gang er det altså med vilje, at der ikke er knaphul ;-)


Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Lily fra bogen Misty
Garn: Jo Sharp, 100% bomuld. Super lækkert at strikke med, det bliver ikke sidste gang!
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 262 g
Farve: Azul, nr. 258
Købt hos: 123knit.com
Pinde: 4,5
Str. M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Ekstremt hurtig og let at strikke
Løbelængde: 100g = 200 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 524 m + 360 m (sokker)
Forbrug i løbende m ialt i år: 10102 m - 10462 inkl. sokker
Anvendt garn i år: 3 kg og 185 g - 3 kg og 285 g inkl. sokker


Faktaboks for strømper
Design: Eget design, strikket to på én gang fra tåen og op - udtagninger er lavet efterhånden som det har været nødvendigt - har prøvet strømperne rigtig mange gange undervejs. Garnet er brugt til sidste stump :-)
Garn: Crystal Palace Yarns - Mini Mochi - farve: Neptune Rainbow 108