29. marts 2015

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til :-)

...... eller: Hvor strikkere er, kommer strikkere til :-) Jeg har længe gerne villet møde Vibeke - altså sådan rigtigt - for vi mødtes meget kort på Fanø for et par år siden, fik bare hilst på hinanden og her kommer info, der viser, hvor nørdede vi er ;-) vi kunne begge to huske, hvad den anden havde på af strik den dag, he, he.

Vi har helt klart fælles strenge at spille på, for vi vælger ofte at strikke de samme modeller - Vibeke i grønt og jeg i blåt, altså ikke underligt, at vi holder et skarpt øje med den andens blog. Da Vibeke spurgte, om jeg kunne arrangere en strikkedag med nogle nordjyske kvinder - ja, så kunne jeg næsten ikke få armene ned igen. Det lykkedes at få samlet en lille håndfuld med forholdsvis kort varsel og placere dem allesammen i én sofa ;-) Siden fik de dog lidt mere plads ;-)


Fra højre mod venstre: Vibeke i hendes smukke Hokkaido (der faktisk har et blåt anstrøg ;-)), Lisette, der er i gang med at hækle blomster til et tæppe i Silkwool, Camilla i Lene Holme Samsøe model og Lilli, i sin flotte version af Velfærdsmodellen. Det blev en usædvanligt hyggelig og dejlig dag og jeg håber, det bliver en tradition, at Vibeke kigger forbi, når hun er i Aalborg :-)

Vibeke og jeg tyvstartede med at mødes i Garnudsalg om fredagen, hvor jeg egentlig bare skulle hjælpe Vibeke med at proviantere, men endte med at købe ind til en tomatrød hækle-strikke-kjole fra Nordiske Masker 2 til mig selv også ;-) Jeg havde farmordag, så Lillefrø var med og fik chokolade af Anne og en fin ny hjerteknap til sin knapkasse af Liselotte :-) Det er altid en oplevelse for hende, at se "garnvinderne" i sving og hun hyggede sig gevaldigt i den tid, vi var der. Hun var ikke helt tilfreds, da vi kørte hjem, for hun fik ikke fortalt, hun skal være storesøster :-)


Modellen Grey Days som dygtige Louise Harden har designet, har jeg været forelsket i siden jeg så Vibekes version og tænk - Vibeke havde opskriften med som gave og den helt rigtige turkisblå Shetlandsuld til kanterne. Det er Vibeke, der via sin blog åbnede mine øjne for Louise Hardens design, der er noget ganske særligt og altid med et strejf af elegance :-) Tag et kig på hendes opskrifter, det vil du ikke fortryde :-)


Jeg fik flere dejlige og betænksomme gaver - tusind tak til Lilli, Camilla og Lisette, ikke mindst fordi I ville være med til at skabe en hyggelig strikkedag for Vibeke :-)

Det er ikke meget, der er blevet færdigt i ugens løb - (jeg strikker på sidste ærme på min Fiskekutter - hvorfor er de ærmer så lange?), men Lillefrø har fået en hare-hat, der desværre er for lille - den når ikke ordentligt ned over ørerne :-(


Modellen er fra Pickles og en lille geni-streg, der er strikket ud i et - jeg må fluks i gang med én i str. 3-4 år, for den er virkelig sød og Lillefrø elsker "ørerne". Selvom den er meget varm gik hun rundt med den en stor del af eftermiddagen :-)


En dejlig weekend er ved at være slut - søndag eftermiddag skal bruges til gåtur med min søster - jeg håber regnen venter lidt endnu :-)
Ha´en dejlig søndag derude :-)

Faktaboks
Design: Pickles: Hare-hatt
Garn: Pickles Extra Fine Merino og Pickles Angora
Fra lager: Nej
Anvendt: Knap 1 bundt af hver kvalitet
Farve: En kold og en varm gul
Købt hos: Pickles, norge
Pinde:  4
Str: 2-3 år
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Huen er genialt tænkt og strikkes ud i et med "rundstrikkede" ører, der er glatstrikkede på den ene side og retstrikkede på den anden.