18. august 2013

Lokal støtte

En af de store fornøjelser i sommerferien er altid at besøge garnbutikker langt væk :-) I år havde jeg tænkt at foretage et genbesøg hos Tind Textil & Kunst og tage en tur omkring Ho-strik, men der blev simpelthen ikke tid til nogen af delene. I stedet besøgte jeg "den nye" garnbutik i Aalborg, kaldet "den nye", selvom den vist efterhånden har ligget der i henved 2 år? Nogle gange er det nemmere at gå over åen efter vand, faktum er, at jeg af forskellige grunde ikke har nået at kikke nærmere på den, så nu skulle det være. Samtidig kunne jeg jo introducere Lillefrø til hendes første garnbutik :-)


Som I kan se, kom jeg ikke tomhændet ud af butikken, der viste sig at være smuk og velindrettet og fører en lang række af de kvaliteter, jeg elsker, bl.a lammeuld fra Filcolana, Let-Lopi fra Istex, Drops alpaca, lækre Gepard-kvaliteter og meget, neget mere. Lillefrø gjorde store øjne, da hun så alle farverne, der var alligevel mere at kikke på end farmors garnreoler derhjemme ;-) Jeg var faktisk på udkig efter noget bestemt.


For efterhånden flere år siden købte jeg et enkelt nøgle Filcolana lammeuld i denne fuldstændig forrygende lysende blå farve. Jeg har længe gået og kikket på det og gerne villet strikke en cardigan, men ingen cardigan ud af 100 g garn! Og tænk - der i Hønsestrik lå to bundter lysende blå og tiggede om at blive taget med hjem, så heldig kan man være. Som I måske aner på billedet har både indfarvning og spinding ændret sig henover tid, men det løser jeg ganske enkelt ved at strikke skiftevis 2 pinde med den ene og den anden kvalitet, så blender det hele til sidst :-) Åh jo, så havde de også Let-Lopi i den helt samme farve, så jeg måtte jo .........! Jeg elsker det islandske garn til rigtige udendørstrøjer - bedre, mere holdbare, varme og fnugfri trøjer fås ikke og så kan man købe det i de mest utrolige farver til meget rimelig pris.

Jeg fik også besøgt en butik lidt længere væk som jeg stadig kalder "lokal", selvom den ligger 35 fra Aalborg. Marianne har for længe siden skrevet om den her. Det er Knudegarn i Lønstrup.


Jeg er i Lønstrup mange, mange gange hvert eneste år både sommer og vinter - det er i den grad en af Nordjyllands allerdejligste pletter og nu er den blevet yderligere forskønnet ved, at der er åbnet en garnbutik/kreativt værksted, der bl.a. sælger plantefarvet garn fra fårene, der trasker rundt ved Rubjerg Knude. Hvis I kigger godt efter, kan I se Marianne røre i gryderne ovenfor. Og se lige, hvor fint det bliver:


Det er en stor og smuk butik, hvor der også er plads til, at man kan sidde og strikke en pind eller to.


Jeg kom til at tage opskrift og garn med hjem til denne model. Det grå garn fra knudefårene er meget, meget, meget smukt og jeg glæder mig til at komme i gang


Færdigt strik? Nej, jeg har travlt - og så behøver jeg ikke tale alt for højt om, at jeg er inde i en fase, hvor jeg starter nye projekter hele tiden og derfor ikke får noget gjort færdigt ;-)

I eftermiddag skal jeg mødes med strikkesøstrene og får forhåbentlig tid til et par pinde på et af de lyseblå projekter.

Ha´ en dejlig søndag derude :-)

3. august 2013

Babykjole med Klitroser

Jeg syntes Lillefrø trængte til en sommerkjole i ren bomuld her i varmen og fandt lidt rester i kisten. Resultatet ser du her på tørresnoren, jeg kalder den Lillefrøs kjole med klitroser ;-) Jeg fik strikket en del på den, medens jeg var på besøg hos Gitte. Den afløste et projekt i Viscolin, der måtte standses på grund af åbent strikkesår på pegefingeren, men det må I høre om en anden gang ;-)


Den blev taget i brug med det samme - det er meget vanskeligt at fange modellen i stillesiddende/-stående tilstand, så det er med at være hurtig på aftrækkeren. Jeg synes ikke, jeg har haft en bedre ferie i mange år - alle de lange, skønne sommerdage, hvor Lillefrø styrer og jeg følger med - bedre metode mod stress findes ganske enkelt ikke, men som jeg husker det - er metoden vist forbeholdt bedsteforældre, fremfor forældre ;-) Det var noget mere stressende at være mor ;-)


Men jeg synes mit liv bliver "samlet op" og afrundet på en ny måde, når jeg får lov til at opleve det hele igen - nu med erfaringen om, at "det hele nok skal gå" og stort overskud, i stedet for angsten for ikke at gøre det godt nok og overlevelse som første prioriteter - det er først nu, at jeg helt forstår udtalelsen "børnebørn er livets dessert" som mange "hysteriske" bedsteforældre før mig har proklameret højlydt og - må jeg erkende - ofte til min udelte irritation ;-) Men det var dengang, man har vel lov at blive klogere ;-)


Rosenborten er tyvstjålet fra min Klukka spencer og her i Klitroseudgave i stedet for almindelige roser. Kjolen bliver lukket med de fineste museknapper fra Irenes knapkasse - en arv, der bliver forvaltet med omhu og utallige muligheder for at mindes.


Og dette bliver sidste indlæg i ferien - en travl måned venter og strikkeriet vil igen blive af mindre omfang. Men så er det godt, at jeg har "sparet et par indlæg op". Jeg har været i gang med at støtte de "lokale" garnforhandlere, opskriftsdesignere og ikke mindst udforsket farven lyseblå, altsammen noget der kan berettes om, når der ikke kan blogges om friskt strik :-)

Ha´ en dejlig aften derude :-)

FaktaBoks
Design: Farmor ;-) Lillefrøs kjole med klitroser
Garn: Rester i Mandarin Petit fra Sandnes
Fra lager: Ja, det har ligget siden sidste sommer
Anvendt: ca. 200 g - jeg nåede ikke at veje ;-)
Farve: Forskellige
Købt hos: Bettekun
Pinde: 3
Str: Ca. 1 år
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Dejligt sommerstrikketøj - som nævnt er rosenborten tyvstjålet fra min Klukka spencer, ellers eget design.