18. marts 2009

Min præmie

... Jeg har i lang tid haft et stort ønske om at udforske de mange flerfarvede garner, der er på markedet, det være sig Noro, Fyberspates, Lornas Laces, Artesanos Hummingbird, danske håndfarvede garner etc. etc. Jeg har mest dyrket det ensfarvede. Det vanskelige er at finde enkle, velsiddende mønstre, der fremhæver garnet og alle farverne.

Der eksisterer en lang række smukke Noro-hæfter og jeg var lige ved at lande på et af dem, indtil jeg så Artesanos Hummingbird Booklet med 14 designs af Jean Moss. Den er fra 2007, så nogle af jer kender den sikkert allerede, men jeg valgte den, fordi det er første gang nogensinde, at jeg bare MÅ strikke hver eneste model i en strikkebog. Og jeg mener det. Hver og én. Alle 14 ;-) Det skal være min udfordring til mig selv i 2009, så må vi se, hvor langt jeg når. Her ses alle modellerne




Min præmie for brug af 2000 g lagergarn består både af bogen og 4 nøgler Artesano Hummingbird 100% Alpaca. Der er 150 g i hvert nøgle og det er silkeblødt og lækkert. Hele herligheden er købt hos Texere Yarns og blev afsendt samme dag som jeg foretog bestilling og har været otte dage undervejs - flot ekspedition. Jeg kunne have fået garnet en smule billigere ved Pavi yarns, men jeg vil ikke handle med et firma, der ikke svarer, når man sender dem en mail - så er der altid andre muligheder.
Som det nok er bekendt, er Artesano jo også fairtrade garn med god samvittighed, hvilket bestemt ikke gør præmien ringere.



Men lad os nu se på det første projekt, jeg har indkøbt garn til. Jeg skal lave en Boo.



Hvor jeg lige får motorcyklen fra, ved jeg ikke ;-) Den næste model jeg skal lave bliver nok Chrysalis, der her er strikket i den farvekombination, jeg har købt. Denne farvesammensætning bærer det eksotiske navn Lovebird



Alle opskrifterne i bogen er designet til Hummingbird Alpaca, der strikkes på pinde 3,5 - 4,5, så der bliver god mulighed for at udforske mange andre flerfarvede garner i tilsvarende tykkelse. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, men jeg skal lige ha´ mit silkesjal og endnu et pudebetræk færdigt først. Nåh jo, så er der også lige et par sutsko og en gave til en veninde, men det går nok altsammen ;-)