15. februar 2018

Marianne Isager: Dæxel no. 6

Det er mildt sagt, at en sten er faldet fra mit hjerte med færdiggørelsen af min mands sweater - jeg har så dårlig samvittighed over, at han ofte bliver sprunget over :-( Der sker bare en kortslutning i min hjerne, når jeg tænker herresweater og så bliver det en kamp hele vejen ;-) Men her er den - endelig :-)


Men den har også været en kamp. Strikkefastheden var helt i skoven og det gjorde, at jeg måtte lave en del ekstra omgange på raglanstykket for at få den til at passe. Den blev prøvet rigtig mange gange op til færdiggørelsen!


Jeg var også langt hen ad vejen bange for at den var for smal, så det endte med, at jeg blokkede hele trøjen til sidst i forhold til de angivne færdigmål i opskriften og derefter pressede de folder der opstod i sidesøm og ærme - pyh hvor var jeg lettet, da jeg kunne se, at den passede :-) Nogle husker nok Dæxel no 2, der blev for lille, så jeg var helt i panik ;-)


Nu vil jeg nyde at se på min mand hver gang han bærer dette bevis på "konelig" hengivenhed - for én ting er sikker - desto mere bøvl og besvær, desto større tilfredstillelse, når man er i mål :-) Her til slut et par detaljebilleder, hvor den rustfarvede dog ser ud til at være orange! Men detaljerne kan I se :-)


Ha en god aften derude :-) Tak for mails og kommentarer :-)



Faktaboks
Design: Marianne Isager: No6 fra Dæxel, strik til mænd
Garn: Isager Åse Lund Jensen, Jensen yarn, 100% uld
Garn fra lager: Hele trøjen har lagret temmelig længe ;-)
Anvendt: ca 250- 300 g af hver farve
Farve: 101 (Blå) og 1s (Rust)
Købt hos: Isager
Pinde: 3,5 og 4
Str. Stor, men min version blev meget mindre!
Ny teknik: Trøjen er vævestrikket og det elsker jeg at sidde med i modsætning til fair-isle. Det er et mønster, der hurtigt læres og så kører det bare derudaf, når man ellers tager den op af skuffen ;-)

4. februar 2018

Susie Haumann: Right Down

Så er første ufo i min strikkeudfordring med Vibeke klar :-) Jeg er vild med de smukke, enkle modeller i Susie Haumanns bog Keep it Simple og har færdiggjort Right Down. Jeg var ved at fryse til is, da billederne blev taget, det er godt nok koldt i dag :-)


Vibeke og jeg strikker også fra lager i februar måned og trøjen her er strikket i italiensk tweed fra garnudsalg, indkøbt for flere år siden, en kvalitet, der er temmelig hård at strikke i, men lækker når den først er blevet vasket. Jeg vil dog strikke modellen i et mere fleksibelt garn næste gang, så den falder lidt blødere.



Det er en enkel og super anvendelig sweater - strik som jeg kan lide det :-) At lære nye teknikker er fint, men det skal ikke være for teknikkens skyld, teknikken skal bidrage til at højne det færdige produkt så det ser endnu mere lækkert ud og har en ordentlig pasform - det er nu engang min holdning ;-)


Jeg er vild med raglan- og sidedetaljen - modellen kan strikkes i et hvilket som helst garn, den er meget nem at ændre på. Strikkes som navnet antyder oppefra og ned og kan tilpasses undervejs.


Jeg vil strikke en rullekant ind i halsen, for jeg synes halsåbningen er blevet lidt for stor - den udvider sig meget i brug i det lidt ufleksible garn. Det problem vil man ikke have, hvis den strikkes i en mere elastisk uld.


Tak for mails og kommentarer - ha en dejlig søndag derude :-)

Faktaboks
Design: Susie Haumann: Right down
Garn: Italiensk tweed
Garn fra lager: Lagret i flere år
Anvendt: ca 400 g
Farve: Marineblå
Købt hos: Garnudsalg
Pinde: 4
Str. S
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Jeg har lavet 3 udtagninger efter taljen for at få et mere feminint sving nedover hofterne og har lavet længere ribkanter.