30. september 2008

Bedre sent end aldrig

.... jeg har jo også været til strik-in. Billeder fik jeg ikke taget nogen af, dem må I se hos Tine, for jeg var alt for optaget af alt det spændende, der foregik i kølvandet på sådan en flok strikke- og garngale kvinder.

Jeg synes, det er spændende at møde mennesker, som jeg kun har kommunikeret med på skrift/blog, fordi jeg altid har gjort mig en forestilling om dem på forhånd. Er de nu som jeg har forestillet mig? Nogle er, andre er ikke, men det, der står tilbage er, at mennesker altid er langt mere interessante og spændende in real life og jeg nød at være sammen med disse skønne kvinder og at have denne fantastiske passion til fælles med dem.

Der blev snakket, udvekslet fifs, kikket bøger, set på garn og også strikket. Lidt. Et par centimeter på Anna blev det da til for mit vedkommende. Taget med til lejligheden, fordi hun bare består af ukompliceret rib. Jeg var glad for, at jeg lige var begyndt og kunne strikke løs uden at tænke over mål, for der var altså en del, der strikkede for langt :-)




På Tines blog har I nok set, hvor meget garn Marianne havde med. Jeg kan kun sige, at jeg var nær ved at hyperventilere, da det blev bredt ud på gulvet. Håber ikke, det bliver for trivielt, men jeg gjorde det igen:


Købte "lidt" ind til julegaver o.a. :-) Når man er blevet forelsket, går det jo ikke over lige med det samme (i hvert fald ikke siden teenage-årene) og jeg er blevet forelsket i det garn og i de fantastiske farvespil. Og inden jeg går i selvsving med gentagelser vil jeg med æren i behold trække mig ud af dette indlæg. Tak for en rigtig god strik-in eftermiddag til alle jer, der deltog :-)

27. september 2008

Jeg kan ikke vælge

... så jeg begynder bare på begge to. Det var Irene, der gjorde mig opmærksom på bogen Lace Style, der indeholder rigtig, rigtig mange modeller, jeg godt kunne tænke mig at strikke. Bl.a. også Lacy waves top af Norah Gaughan. Den må jeg bare lave - snart.

Men, men. Jeg må først liiiige lave Pam Allens Tailored scallops og så må jeg da også have en Katharine Hepburn Cardigan (Kathy Zimmerman). Selvfølgelig må jeg det! Ingen kvinde kan få for mange cardigans, eller?


Hvis jeg nogensinde har været i tvivl om Tailored scallops så blev jeg fuldstændig overbevist, da jeg så Irenes færdige udgave. Det er en fantastisk smuk cardigan. Jeg strikker den i én tråd uld og en tråd silke fra lageret i valmuerød. Ulden fra Aagaard tekstilhåndværk har fuldstændig samme syngende valmuerøde farve som morbærsilken fra garn.dk. Har I iøvrigt set deres lækre nye opskrifter på garn.dk? Der er adskillige trøjer, jeg kunne finde på at strikke :-)


Katharina Hepburn cardi strikker jeg i endnu noget fantastisk håndindfarvet garn fra Marianne Svit. Hun kalder farven for lys blå/grøn, den er dog mere blå end grøn og den changerer på smukkeste vis, ligesom den magiske lilla :-) Jeg har slet ikke lagt noget af det garn, jeg købte hos Marianne i mit garnskab, jeg har bare gået og nydt at se på det. Gået og tænkt over, hvad jeg skulle bruge det til. Enhver strikker ved naturligvis, at det er en del af glæden, at gå og planlægge de mange dejlige projekter, der skal i gang.

Derudover skal jeg i gang med en hue til min ældste søn, også i et lækkert garn fra ovennævnte dame, nemlig Donegal silk. Og så skal jeg også liiige i gang med en kjole og en mere til min svigerdatter og og .... Jeg bliver fuldstændig høj af alle de dejlige projekter, der bare skal sættes i gang :-)

24. september 2008

Med fare for, han kommer til at ligne Peter Plys

... er jeg gået i gang med at strikke en Ellery til min mand. Han har helt selv valgt farven som retfærdigvis ikke bør benævnes Peter Plys gul, for den er meget klar og næsten selvlysende og det gælder vist ikke den omtalte bjørn.





Men alligevel! Tykkelsen på garnet og det er hvad jeg vil kalde forbandet tykt, ja undskyld mig, men tykt garn er ikke min stærke side og farven tilsammen, det giver mig altså associationer til Peter Plys . Og det, der gør mig rigtig olm er faktisk, at garntykkelsen skyldes en fejllæsning fra min side. Der stod p 7 i opskriften, og da vi var på Fur i sommer var jeg meget opsat på at få min mand til at vælge noget garn, der passede til så tykke pinde. Og det gjorde han naturligvis :-) MEN det er en engelsk opskrift. Så jeg skulle egentlig bare have haft garn, der passede til p 4,5 i stedet.

Jeg ejer nu adskillige nøgler tyk, gul Kauni og den Ellery skal strikkes i det, basta. Jeg er nu begyndt på den og har trevlet op 3 gange, for den bliver ved med at blive for stor. Det bliver en lang og sej sag med de hegnspæle til pinde.

Skal jeg sige noget positivt og ja, selvfølgelig skal jeg det, så er det skønt at strikke med en farve, jeg ikke normalt kommer i nærheden af. Man bliver glad af at se på den og så klæder den faktisk min bedre halvdel, Peter Plys eller ej.

Heldigvis skal jeg have gang i en masse andre projekter, for jeg har jo nærmest gjort rent bord igen. Og så skal Ellery såmænd nok blive færdig. Engang!

21. september 2008

Eastlake

..... er færdig og jeg er fuldstændig vild med den. Jeg er glad for, at jeg fik ideen til at strikke den i fin. tynd uld, for jeg synes, det klæder den. Jeg er sikker på, jeg kommer til at slide den op til sidste trevl :-) Jeg er fuldstændig vild med garnet og farven, som jeg for mig selv benævner magisk lilla for der er virkelig magi i den måde farven changerer. Se billede længere nede, hvor farvespillet ses tydeligere. Garnet er Marianne Svits håndindfarvede mørke lilla.




Den har været skøn at strikke, jeg har følt mig tilpas underholdt med bladmønster på forstykke og hulmønster på ærmerne. Man skal bare lige huske at gå ind på Norah Gaughans hjemmeside og skrive fejlrettelser ind i sin egen bog :-) Jeg mener dog alligevel, at der mangler en p. i bladmønsteret, når man når til gentagelserne øverst i mønsteret, men det klares nemt, ved at indføre en tredie mønsterp i gentagelserne. Jeg synes, det var forholdsvis let at se, hvad der manglede og har noteret det i min bog. Måske er der næsten ikke behov for gentagelserne, hvis man strikker i det foreslåede tykkere garn.


Fakta:

Eastlake - Design Norah Gaughan. Inspirationen fik jeg hos Jette, der i et indlæg gjorde mig opmærksom på Norah Gaughan.

Garn: Marianne Svits håndindfarvede magiske lilla (mørk lilla :-)). Anvendt: 165 g. Jeg strikkede den breddemæssigt i den næststørste størrelse for at tage højde for det tynde garn og de tynde pinde og brugte længden fra en str. small. Den er vel blevet en str. small/medium i færdig udgave.

Pinde: nr 3

19. september 2008

Mohair Bluse

Så er den klar og jeg glæder mig rigtig meget til at skulle give den væk. Den er hurtigt strikket og let at montere. Desværre har jeg ikke en gine, så den ser lidt mærkelig ud, liggende der på "tørre-flamingoen", men jeg tror den har en helt forrygende pasform. Hvis jeg er heldig får jeg måske et billede med den nye ejer indeni :-)



Mohair Bluse - design Jytte Slente.

Garn: Mohair Fiori (50% mohair, 50% Merino) i farve 2464. Anvendt ca. 170 g. Fra garn.dk

Pinde: Rundpind 4,5 og 5

Jeg tror, det kunne være rigtig spændende at prøve at strikke et eksemplar i Marianne Svits garn, måske noget af det smukke håndindfarvede, jeg har købt, så det tygger jeg lidt på.

Autumn Cable Mitts

Har været færdige længe og er allerede blevet brugt igen og igen. De skal dog lige præsenteres i deres helhed, før de kan flyttes til færdige projekter.


Autumn Cabble Mitts - design Lykkefanten

Garn: Strikket dobbelt i entrådet mohair (75% kidmohair, 25% Merino) fra Naturfiber, farve 1132. Anvendt ca. 40 g

Pinde: Strømpepinde nr. 3

14. september 2008

Opmuntring skal deles ud med rund hånd

.... til de, der har behov. Det er nu engang mit motto.

Jeg har en veninde, der har behov for en ordentlig dosis og derfor er jeg gået i gang med denne lille sag til hende fra Jytte Slente:


For længe siden fik jeg lokket ud af hende, hvordan faconen på hendes yndlingstrøje ser ud og den ligner til forveksling ovenstående. Derudover er hun helt vild med mohair af den mere langhårede slags, så jeg strikker den i Mohair Fiori i en meget smuk farve, jeg nærmest vil beskrive som grågrøn. Hun har ikke noget tøj i den farve, så vidt jeg ved, men jeg kan forestille mig, hvordan den vil fremhæve hendes øjne og håber, jeg rammer plet :-) Både opskrift og garn er købt hos garn.dk. Lige nu fåes opskriften gratis :-)

10. september 2008

Jeg er helt betaget

.... af det vibrerende farvespil i Marianne Svits garn. Og det er betagelsen jeg vil fokusere på i dette indlæg, IKKE at jeg igen igen er kommet til at købe mere garn end jeg strengt taget lige har behov for.

Det er første gang, jeg køber Marianne Svits garn og jeg må sige, at jeg i den grad er positivt overrasket. Farverne er helt fantastiske og så er det rigtig uld, i rigtig tykkelse og det vil i min terminologi sige, at det er rustik, shetlandsagtig uld, der passer til pinde nr. 2,5 og 3. Og så er det endda til priser, der kan konkurrere i den grad. Jeg er solgt og det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg handler her. På billedet nedenfor ses mit, visse ville nok sige overdrevne, indkøb. Bemærk de fine etiketter på den håndindfarvede uld, som jeg synes vidner om omhu for detaljen. Dét kan jeg også rigtig godt lide.




Jeg har ikke kunnet holde fingrene fra garnet og måtte nærmest bruge "ælle-bælle-metoden" for at vælge, hvad jeg skulle starte med. Det blev den helt fantastiske mørke lilla. Da jeg længe har kunnet forestille mig Norah Gaughans Eastlake i en tyndere garnkvalitet end den angivne, så måtte det blive den. Det var Jette, der gjorde mig opmærksom på Norah Gaughan og tak for det, medens Laila endnu engang med sine hurtige pinde kunne fremvise et smukt eksemplar til efterfølgelse.




Måske kan I ane, det flotte farvespil i garnet.

Iøvrigt: Hvis der er nogen derude, der endnu ikke ved det, har Norah Gaughan på sin hjemmeside et stort lager med gratis opskrifter - og der er mange, jeg har besluttet at gå i krig med. Bla. denne her og denne. Der er ikke længere support til opskrifterne, men mon ikke man kan finde frem til nogle, der har strikket modellerne, hvis der opstår problemer?

Og nu tilbage til Eastlake.

7. september 2008

Jeg har gjort rent bord

... næsten da. Fabel strømperne er stadig ikke færdige, men der bliver da strikket et par omgange i ny og næ. Det er meget sjældent, at jeg kun har gang i et strikkeprojekt og det må jeg fluks gøre noget ved. Jeg trives allerbedst, hvis jeg har gang i en fire, fem projekter ad gangen. Så jeg kan vælge at strikke på lige præcis dét, jeg er i humør til den ene eller anden aften. Men ca. en gang om året, får jeg denne mani med at gøre rent bord, så jeg kan få renset lidt ud i hoved og ideer. Det virker omtrent som den årlige hovedrengøring, der må luft igennem en gang imellem, så det er til at trives igen. Så hvad skal jeg i gang med nu?

På trods af luftgennemstrømningen er der allerede ideblokering, for der er så meget på ønskesedlen og der er bare ikke nok tid, men jeg er da, sammen med Duchess, startet på et mindre projekt



Vi arbejder ihærdigt på Autumn Cable Mitts, som jeg har købt hos Lykkefanten-design. De kan købes via Karens blog: Lykke og Løkker. Det er et par rigtig fine fingerløse handsker, der netop falder i min smag, fordi de er fingerløse. Når det begynder at blive lidt koldere, men stadig er for varmt til rigtige vanter bliver de lige sagen. Jeg strikker dem i dobbelt entrådet mohair (det var vist en dårlig formulering) i samme farve som mit Ente tørklæde. Som I kan se, er jeg jo allerede nået et stykke. Jeg synes, det er en genial lille opskrift helt uden fejl, hvilket jo i sig selv er sjældent og de er alletiders gaveide. Kan stærkt anbefales herfra.


Nu har jeg i det mindste to projekter i gang :-) Men henover de næste aftener skal der nok komme gang i adskilligt flere, for de står og banker på og jeg får ingen ro, før nogle af alle de mange ideer er realiseret. Der er så meget glæde i at tænke på alle de herlige efterårs- og vinterprojekter, der ligger lige om hjørnet. Her på bloggen er al efterårsvemod fejet af banen, for at gøre plads til alt det nye, der venter. Frem med stearinlysene, de bagte æbler og den ekstra store thépotte.

Kom så bare an efterår og vinter :-)

4. september 2008

Fairisle babycardigan

Ja, det er jo efterhånden lidt tid siden, der er sket noget her på bloggen, men jeg har bl.a. kæmpet med denne her. Jeg havde helt glemt, hvor besværligt det er, at strikke med så mange farver. For ikke at tale om alle de tråde, der skulle hæftes. Det fik jeg dog folk til, for min søster havde været så letsindig at love at hæfte halvdelen. Jamen, det er jo da også til hendes barnebarn :-) Det endte med, at hun hæftede allesammen. Dét kalder jeg en søster :-)

Her er den så, den fineste lille cardigan til den sødeste lille baby, min nieces 6 mdr. gamle datter:


I færdig stand er den naturligvis al besværet værd :-) Garnet er rigtig godt til babytøj, men der er så meget superwash over det, at det næsten virker som akryl! Ved ikke om I forstår, hvad jeg mener. Under alle omstændigheder fåes det i nogle dejlige klare farver og jeg har nydt at strikke med farver, jeg aldrig bruger ellers.

Fakta:

Fairisle-trøje str. 1 år - fra bogen "Strik i børnestørrelse" af Zoë Mellor

Garn: Baby ull fra Dalegarn 100% superwash uld i 6 forskellige farver (det skulle egentlig have været 7, det var en svipser, jeg fik kun 6 forskellige med hjem fra Garngalleriet i Løkken)

Pinde: nr. 3