4. maj 2009

Sidste års model

...kan sagtens gøre sig her på bloggen. Jeg jager ikke nødvendigvis efter det seneste nye, men det jeg synes, der er sjovt at strikke og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, at det er klædeligt ;-) Det er blevet til en sommertop fra DROPS sommerkollektion 2008.




Den er strikket med to tråde af en bomulds/hør blanding fra lageret. Jeg forventede mig ikke det store, garnet er meget billigt og jeg troede, at det måske ville blive hårdt efter vask, men jeg er blevet positivt overrasket og har fået en skøn blød top som nok skal blive brugt rigtig meget her i sommer.



Mønsteret er enkelt og kan sagtens strikkes til lidt fjernsyn.

Jeg har gang i en frygtelig masse projekter og er blandt andet gået i gang med en kjole i råsilke fra Marianne Svit. Hun har ikke så mange farver, men sælger til en god pris og jeg faldt for den, der kaldes blå. Hvilke farver vi kan lide er vel ofte bestemt af, hvilke farver der klæder os og jeg skal helst ha´ klare farver. Råsilke, som jo er meget mat (hvilket bestemt er en del af dets charme) kan ofte virke lidt grumset i farven og således også denne blå. Men den ligger indenfor "mit" farveområde og jo mere jeg strikker med den, desto mere forelsket bliver jeg i den. Jeg håber på at få en rigtig lækker kjole ud af det. Jeg ELSKER råsilke, det er noget af det mest behagelige at have på om sommeren.




Jeg bruger dog allermest tid lige nu på at gøre en fødselsdagsgave færdig. Jeg kan ikke sige så meget om den, for modtageren kan finde på at kikke med her. Men det er strik på store pinde, så det går forholdsvist hurtigt. Jeg strikker i gennemsnit "en del", ryg, forstykke, ærme, pr aften, men det er jeg også pisket til, for jeg er kommet i gang alt for sent.

Jeg er også næsten begyndt på Hug - mit næste flerfarvede Jean Moss projekt, der skal strikkes i vanvittigt lækkert garn fra England, men det vil I helt sikkert komme til at høre mere om. Når jeg siger næsten betyder det, at den er i mine tanker, jeg har ikke slået masker op endnu :-)

FaktaBoks
Design: DROPS top, nr. 101-23
Garn: Uspecificeret meget tyndt garn - 50% hør, 50% bomuld, 2 tråde, anvendt 186 g
Farve: Turkis
Købt hos: BC Garn
Pinde: 3,5
Str: Small
Ny teknik: Ingen

27. april 2009

Jean Moss: Chrysalis

Da jeg surfede efter nye wirer til mine Knitpicks rundpinde, fandt jeg garnet til mit Jean Moss projekt 2. Jeg er fuldstændig vild med Artesano Hummingbird Alpaca som jeg brugte til "Boo", men ville gerne ha´ noget mere sommerligt denne gang. Hos Filt fandt jeg Katias Bombay som er merceriseret bomuld, når det er allerbedst og i denne skønne farvekombination:



Som de øvrige Jean Moss projekter til flerfarvede garner er Chrysalis holdt i et helt enkelt mønster, så garnets farver kan få den fulde plads. Katia Bombay er tyndere end Artesano Hummingbird, så jeg har strikket på p 3 i stedet for en 4,5 og er derfor gået op i en str. medium. Det passede perfekt.








Jeg synes der er sommer, sol og hav over Chrysalis og forventer den bliver et kæmpe sommerhit. Hermed er det andet ud af fjorten Jean Moss projekter færdigt.

Og så har jeg fået en pris fra Snakkemunn, tusind tak for det. Jeg vil give den videre til alle I kreative strikkebloggere derude.



FaktaBoks
Design: Jean Moss: Chrysalis fra Artesano Hummingbird Booklet
Garn: Katia Bombay 100% merceriseret bomuld, anvendt 380 g
Farve: 2007
Købt hos: Filt
Pinde: 3
Str: Medium
Ny teknik: Ingen

20. april 2009

Hils på min stand-in

... hvor har jeg ønsket mig sådan en i laaaang tid. Jeg har købt den gennem Tine til favorabel pris og tak for, at du gad slæbe den med til strik-in hos Mariann :-) Og her er hun så, iført en lille Queen Anne i ren silke - hun ser skæv ud, men det er hun ikke!




Hun vil nok komme til at stå model til lidt af hvert, når jeg er indisponibel eller fotografen er ude af drift!

Den fine morbærsilke er rigtig velegnet også til dette projekt, det bliver næsten et smykke.



FaktaBoks

Design: Queen Anne´ s Lace scarf (mønsteret er et gammelt traditionelt hæklemønster)

Garn: 100% ren morbærsilke 12/2, anvendt 21 g

Farve: H19

Købt hos: BC garn

Hæklenål: 2,5

Str. -

Ny teknik: -

16. april 2009

Repetition

Det kræver selvdisciplin at lave en to'er, specielt hvis den strikkes i samme garn og samme farve som et'eren. Det er en gave til min veninde og selv om jeg præsenterede hende for indtil flere forskellige cardigans, uden at forsøge at manipulere naturligvis, var hun ikke i tvivl om, at det skulle være denne her





Så det var jo bare at gå i gang. Knapperne er de fineste små sølvfugle, købt hos Panduro Hobby.





Med denne trøje ryger jeg op over 100 point på min opsparing, hvilket betyder, at jeg endnu engang har brugt 2000 g lagergarn og min præmie denne gang er dette lækre, flerfarvede merceriserede bomuldsgarn. Det blev bestilt hos FILT i går og ankom i dag, sådan. Det skal blive til en Chrysalis fra Jean Moss bogen.



Og så må det være tid til lidt frihed, så jeg ikke mister hele mit garnlager:-) Det er nu meget sjovt at sætte nogle regler for sig selv og overholde dem, der går virkelig sport i det, men jeg gider ikke lave regler hele tiden. Jeg må bare prøve at bruge min sunde fornuft, når jeg køber garn!!!!

FaktaBoks
Design: DROPS design model nr. 110 - 22
Garn: Lucca Superwash, 100% merinould, anvendt 400 g
Farve: sub27
Købt hos: BC garn
Pinde: 4
Str. Medium
Ny teknik: Ingen
Opsparingsstatus: (Regel: 2,5 point for hver 50 g anvendt lagergarn. 100 point udløser præmie)Allerede opsparet: 83,65 + 20 = 103 point = I MÅL

9. april 2009

En nem lille sag

Påsken her er travl - både hvad angår gæster, udflugter og strik, så der er ikke tid til lange indlæg. Men jeg må jo lige vise, at jeg fik listet Norah Gaughans Loppem af pindene i går aftes.



Det er en nem lille sag at få fra pindene og jeg har nydt at strikke i en farve jeg ikke plejer - en fantastisk håndindfarvet lime-grøn fra Marianne Svit. Billederne viser på ingen måde farvens styrke, desværre. Jeg har pjattet lidt med knapperne, jeg kunne slet ikke stå for denne kombination:



Loppem er en gave til min højt skattede svigerdatter. Ha´ nu en god påske derude :-)

FaktaBoks
Design: Norah Gaughan: Loppem fra Vol. 3
Garn: 100% håndindfarvet uld, anvendt 164 g - Der er strikket med to tråde
Farve: Limegrøn
Købt hos: Marianne Svit
Pinde: 4,5
Str. Small
Ny teknik: Ingen
Opsparingsstatus: (Regel: 2,5 point for hver 50 g anvendt lagergarn. 100 point udløser præmie)Allerede opsparet: 75,45 + 8,2 = 83,65 point

3. april 2009

Cherry Leaf Shoulder Shawl

... Nu hvor lammekøllen og tilbehør simrer, kan jeg vist godt nå at præsentere mit silkesjal. Min yngste søn blev 17 år i går og han skal fejres med manér i aften, så der hersker travlhed, men ikke stress her i huset. Vi glæder os bare til gæster og god mad :-)

Cherry Leaf Shoulder Shawl er fra bogen Victorian Lace Today. Det er en af de bedste og smukkeste strikkebøger overhovedet set fra min vinkel og jeg har endelig selv fået den i hus ellers har jeg lånt den et hav af gange på biblioteket. Nu har jeg besluttet, at der ikke skal være et eneste uprøvet lace-mønster - jeg vil afprøve dem allesammen - og dermed har jeg sat den næste strikke-udfordring for mig selv. Den skal køre sideløbende med mine flerfarvede Jean Moss projekter.




Cherry Leaf hører til de lace mønstre, der er lette at lære, så det sidder hurtigt i fingrene. Den største udfordring består i at strikke kanten på tilsidst, men hvis man ikke har prøvet det før, er der en udførlig beskrivelse med tegninger af "knitted-on border" i bogens teknikafsnit. Sjalet er strikket i ren silke og det ville være forkert at sige, at det er en fornøjelse at strikke i tynd, blank, hård silke. Fornøjelsen ligger i det færdige resultat, for der er næsten ikke noget bedre end et silkesjal eller tørklæde. Dog er dette strikket på store pinde (5) for at få et rigtigt spindelvævstyndt sjal, så det gik faktisk ret hurtigt.




Silkegarnet er rester fra min røde silkekjole og der er stadig nok til et mindre tørklæde - jeg har det jo med at købe rigeligt garn indimellem :-)



Måske ikke helt begavet at vise det op mod min røde kjole, men jeg var ikke lige i humør til at skifte tøj. Det er et lille sjal, rigtig godt til at have over en sommerkjole. Det skal være en gave til en god veninde.



Og så tilbage til lammekøllen!

FaktaBoks
Design: Shouldershawl in cherry leaf pattern - Jane Sowerbys genfortolkning af viktoriansk mønster. Fra Victorian Lace Today
Garn: 100% Morbærsilke (Nm12/2), anvendt 84 g
Farve: H19
Købt hos: BC garn Kolding
Pinde: 5
Ny teknik: Knitted-on border
Opsparingsstatus: (Regel: 2,5 point for hver 50 g anvendt lagergarn. 100 point udløser præmie)
Allerede opsparet: 71,25 point + 4,2 = 75,45

28. marts 2009

Jean Moss - Boo

...Det var egentlig meningen, at Boo skulle strikkes sideløbende med en trøje til min veninde og en Loppem til min svigerdatter, men den tog simpelthen magten fra mig. Jeg kunne ikke stoppe, da jeg først fik begyndt.





Den har ganske enkelt været skøn at strikke. Garnet er et kapitel for sig. 100 % Alpaca, men i modsætning til mange andre Alpaca-garner er det fast i strukturen, så det ikke strækker eller slasker. Derudover er det naturligvis blødt og lækkert. Farverne er vidunderlige og holder strikningen i gang, selvom der hovedsagelig er strikket i glat. Det er med flerfarvet garn som med de små firkanter man studerer hos farvehandleren, inden man skal til at male - man kan aldrig helt forudse, hvordan farven virker, når den kommer op på en hel væg. Jeg blev overrasket over, at den koralrøde farve er så dominerende, men det syntes jeg blev en ganske positiv overraskelse, da jeg lige havde vænnet mig til den.

Opskriften er gennem professionel og jeg lærte en ny teknik, kaldet "Picot point cast off". I stedet for at hækle picot´er i hals- og ærmekant, strikker man dem samtidig med der lukkes af. Rigtig, rigtig smart. Jeg måtte pille op første gang og hæve udskæringen en smule, den sad i første omgang under barmen og det var vist ikke meningen ;-) Ellers er hele Boo strikket i glat, kun afbrudt af en hulrække under barmen, hvor jeg har monteret et hæklet bånd i stedet for silkebånd.




Dermed er det første ud af fjorten Jean Moss projekter færdigt. Jeg elsker den simpelthen og glæder mig allerede til den næste, som nok bliver Chrysalis.





Ja, det er ikke en motorcykel, men det er jo også Boo, der skal ha´opmærksomheden ;-)







FaktaBoks
Design: Jean Moss: Boo fra Artesano Hummingbird Booklet
Garn: Artesano Hummingbird 100% Alpaca, anvendt 511 g
Farve: 859 - Lovebird
Købt hos: Texere yarns UK
Pinde: 3,5 og 4,5
Str: Small
Ny teknik: Picot point cast off
Opsparingsstatus: (Regel: 2,5 point for hver 50 g anvendt lagergarn. 100 point udløser præmie)
Allerede opsparet: 46,25 point + 25 point = 71,25 point