3. august 2010

Kim Hargreaves: Arielle

Men først lidt om en skøn pakke, der kom her til morgen. Ekspederet med lynets hast af Slavi , for jeg bestilte garnet i går - og så betaler han ovenikøbet fragten, hvis købet er på over 400 kr. Det kan vi lide :-) Det hele fint pakket ind i sort silkepapir og med vores allesammens yndlingsdyr som logo :-)

Garnet er Cascade - lækker merinould i den lidt kraftigere slags . Der skal bl.a. strikkes Rambling Rose Cardigan til Kristine og jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang. Hvorfor bl.a? Prøv lige at se på den her farve - jeg siger dig, den er endnu smukkere i virkeligheden og jeg måtte ha´ et par bundter ;-) Det var slet ikke meningen, men frk. selvdisciplin er sendt i retning af Hobro. Jeg synes i det hele taget, det er spændende garner Slavi tager hjem og er meget spændt på at følge med fremover.

Men nu til Arielle, der er en rigtig lækker sommersag fra Kim Hargreaves. Fra hendes skønne Misty bog, hvor der er mange modeller, jeg skal ha´ strikket. Som Jette har gjort mig opmærksom på - mange af dem kan også med fordel strikkes i uld - så den bog kan holde længe ;-)


Naturligvis med de raffinerede små detaljer, der er så kendetegnende for hendes design. Igen en model, hvor du begynder med at strikke et skød i en elegant "hulmønster-rib" og derefter tager masker op til resten af toppen.

Derudover er den forsynet med de fineste små vingeærmer


Det er en gave til min svigerdatter og jeg regner med den skal følge med hende og min søn, når de rejser til b.la Arizona her midt i august. Jeg er helt sikker på den beskytter både mod Rattlesnakes og andet ørkenkryb ;-)

Siden sidst har jeg været til dejlig strik-in hos Gitte, som jeg i mit stille sind kalder den fantastiske bager. Derudover er hun jo også en fantastisk strikker, men det ved I jo allerede :-) Hun havde bagt "styrkende gurkemejeboller" (og nogle helt fantastiske tærter, for ikke at nævne kagen) og de virkede ;-) Her er hun igang med at studere gavebordet, bemærk lige den raffinerede top

Selvom jeg var træt, fordi jeg havde været på skolebænken hele dagen forinden, så tog jeg glad og styrket derfra. De kvinder er det rene energiboost - ligeså godt som en Smoothie, ikke Irene?


Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Arielle fra bogen Misty
Garn: Alberte Håndarbejde, 100% bomuld
Garn fra lager: Nej, garnet er indkøbt til formålet.
Anvendt: 224g
Farve: Army, nr. 770
Købt hos: P&P, Vejgård, Aalborg
Pinde: 2,5
Str. XS
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har strikket hele trøjen på 2,5 i stedet for at gå op på en p. 3. Det passer bedst til min strikkefasthed.
Løbelængde: 100g = 330 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 739,2 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 21580,2 m
Anvendt garn i år: 6kg og 279 g

28. juli 2010

Helt enkel ferie

...næsten uden computer, har lige været dét, der skulle til.

Jeg var ved at køre sur i blogning o.a. men næsten 4 ugers enkle, helt simple dage ude i den Nordjyske natur, med en enkelt afstikker til Skive og Henrichsens Uldspinderi, har givet mig lysten tilbage.

Hver morgen har vi spurgt hinanden: Hvad har du lyst til i dag? Og så har vi bare gjort det. Nu stiller vi heller ikke de store fordringer, bare vi kan være aktive og være ude det meste af tiden.

Det næste lange stykke tid, skal der bruges mange penge til min nye uddannelse, så ferieplaner omkring Island og det nordlige Sverige, må vente til bedre tider. Vi må bruge det, vi har lige uden for døren og gør det gerne og med stor appetit og glæde. Der findes ikke et bedre sted end Nordjylland om sommeren, så er det sagt. I kommer jo allesammen rendende herop på denne tid af året, indrøm det bare ;-) Her "det grå fyr" ved skagen. Det kræver sin kvinde at spæne op af trapperne og "fyrpasseren" var endda så venlig at tilbyde to ture op og ned på én 10-kroners billet - gad vide, hvor mange, der tager imod tilbuddet ;-)



Tall Ship Race var et af de helt store arrangementer i Aalborg. Nogle af de største sejl- og skoleskibe sejler hvert år om kap og i år kappedes de bl.a. fra Antwerpen til Aalborg, hvor de gjorde holdt i tre-fire dage inden de fortsatte kapsejladsen videre mod Norge.

Det kan roligt siges, at alle sejl var sat til, jeg har ikke tidligere set så flot et arrangement i Aalborg. Havnen var summende fuld af liv, der lød musik fra fem scener - jeg havde bl.a. den kæmpe-nostalgiske oplevelse at skråle med til Sebastian, især Brechts/Sebastians "sørøver Jenny" fik ikke for lidt og hele begivenheden blev afsluttet med et kæmpe festfyrværkeri, der blev akkompagneret af nøje udvalgt musik. Altsammen helt gratis og fantastisk flot.
Min eneste anke: Hvorfor er det aldrig muligt at købe noget sundt og godt at spise til den slags arrangementer? Jeg mener, det er da lige årstiden til vogne fulde af små "spis-dem-rå" grøntsager og frugter og bær i læssevis! Måske hele dyr på grill. Nå - det må sendes videre til arrangementskomiteen, det giver ikke mening at plage jer med den slags.

Vi har mest levet af ærter fra bælgen, nye gulerødder, jordbær, salathoveder, tomater, agurker og et godt stykke kød fra vores øko-ko eller ditto gris, hvis vi nåede hjem til grillen. Rester tager vi gerne med til frokosten dagen efter. Nemmere kan det ikke være, bare ned i køletasken med hele molevitten og så købe nye grøntsagsforsyninger langs vejen - fra de lokale, ikke de der snydepelse, der kører ud til vejen med deres supermarkedsforsyninger ;-) Når vi har været på restaurant har der været fokus på fisk og skaldyr, vi blev bl.a budt på en forrygende fiskebuffet på restaurant Franks i Sæby. Deres fiskefrikadeller og hjemmerørte remoulade kan sagtens konkurrere med dem i Skagen, skulle jeg hilse og sige!


På løbefronten er der sket det helt store gennembrud i sommer. Jeg har virkelig "knækket løbekoden" og har fordoblet det antal km, jeg plejer at løbe. Det hele blev kickstartet af de to officielle løb, jeg deltog i først på sommeren. Normalt løber jeg slet ikke om sommeren, for det er ALT for varmt og så vil jeg hellere padle i kanoen, men i år har jeg stædigt holdt ved, fordi jeg blev sat et godt stykke tilbage i vinter, hvor det var umuligt at løbe p.gr.a tilsneede og uryddede veje her i Nordjylland. Det gav så grufuld hård en løbestart i foråret, at jeg bare har besluttet, at det ALDRIG skal ske igen, om jeg så skal købe mit eget løbebånd, hvis der kommer langvarig sne igen i år ;-)

De sene sommeraftener er derfor taget i brug, når det har været for varmt og jeg er kommet op på 10 km, 3 gange om ugen. Mit mål for efteråret og vinteren er 50-60 km hver 14. dag - så er overliggeren da lagt et nogenlunde pænt sted. Der skal suppleres med bakke- og intervaltræning, når det bliver køligere, så jeg kan blive hurtigere og løbe 10 km på max. 1 time. Der skal indhentes et par minutter, så det bliver hårdt, men det er så utroligt motiverende at have et mål, der udfordrer.

Ja, så glad og sjov kan man se ud, når man starter på en 10 km. Jeg vil skåne jer for hjemkomsten, der ser noget mere sammenbidt ud ;-) Nedenfor trasker jeg rundt mellem tvende have på Nordjyllands spids - tænk vi har badet rigtig mange gange i år. Ikke bare soppet som her, men rigtig badet. Det har været helt vidunderligt :-) Kanoen spørger du måske? Jo, jo den bruger vi skam, men vi har glemt kameraet hver gang, vi har været ude!


Strik? Var der nogen, der sagde strik? ;-) Slet ikke så meget som jeg plejer, men lidt har ligeså megen ret og der er trods alt tradition for et enkelt strikløst indlæg om sommeren, her på bloggen. En skøn lille Kim Hargreaves sag til min svigerdatter, er det da blevet til, men den skal lige ha´ syet knapper i før den kan vises frem. Der har været dage helt uden strikkepinde i hænderne og de har været hårde, men nødvendige ;-) Jeg glæder mig til alle de fantastiske projekter der venter i efteråret. Mange projekter ligger gemt og glemt i svigerfars kiste, og mange nye er på vej! Du skal nok blive indviet i det hele meget snart.

Nu venter der 1 million blogindlæg, hav lidt tålmodighed med mine kommentarer - jeg skal jo læse det hele og jeg glæder mig til at se, hvad I har bedrevet :-)

30. juni 2010

Det har hærget blogland

.... og med rette, synes jeg. En vaskeægte klassisker, der oser af Shetlandsøer og gammeldags charme. Det halve kongerige er sjovt og meget let og overskueligt at strikke. Hvis du ikke har haft mod på sjaler, er det måske her, du skal starte.


Opbygningen er logisk og hele sjalet er strikket i ret. Man begynder med ret-trekanten i midten og starter hver pind med at slå om, hvilket giver tydelige "løkker" som man så senere tager masker op i. På den måde, fåes en fin hulkant, der hvor du tager masker op og du skal ikke være nervøs for at maskeoptagningen ikke bliver pæn. Absolut en fordel for nybegyndere.


Inderborten er i det klassiske Feather&Fan mønster - her helt i ret. Jeg har oftest strikket Feather&Fan med en enkelt vrangpind i rapporten også, men her er det altså kun ret.


Yderborten strikkes over 17 masker og strikkes på sjalet en maske af gangen. Det skal du heller ikke frygte, for du bliver taget i hånden hele vejen af den velskrevne opskrift, bearbejdet af Marianne Knorborg. Hvem der i sin tid har designet sjalet, der ligeså ofte strikkes i en hel firkant til dåbssvøb, må stå hen i det uvisse, måske er det gået tabt i tidernes morgen, det står i hvert fald ikke på min opskrift.


Sjalet lukkes af med en hestetømme, én af de bedste måder at lave sjalskanter på efter min mening, fordi det bliver så pænt og hverken strammer eller flaner. Så på den måde kan nybegynderen også få lavet en aflukning, der kommer til at se godt ud.


Nu er der sommerferie for mit vedkommende og det vil betyde, at jeg ikke bruger ret meget tid i blogland. Der bliver helt sikkert strikket, men nok heller ikke så ihærdigt som vanligt ;-) Jeg vender tilbage med et indlæg om den byttehandel, jeg har indgået med Kristine, vi har nemlig valgt at bytte produkter - en striksag for et smykke! Det vil jeg gøre meget mere i, men mere om det efter ferien.


Ha´ en rigtig god sommer til vi "ses" igen :-)

Faktaboks
Design: Vides ikke, men opskrift bearbejdet af Marianne Knorborg
Garn: Meilenweit Soja, Lana Grossa: 20% soja, 60% uld og 20% polyamid
Garn fra lager: Ja, kittet blev købt engang i november 2009.
Anvendt: 162 g
Farve: Lys grå
Købt hos: Markno
Pinde: 4
Str. Sjalet er sådan en mellemstørrelse - ikke for stort, men alligevel til at putte sig i :-)
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg gider ikke produkter med polyamid i - allerhøjest til sokker - det havde jeg desværre overset, at der var i garnet. Men sjalet er nu blevet meget lækkert og blødt, men det har lige det der touch af "kunstig tilsætning" som jeg ikke kan lide. Jeg skal helt sikkert lave nogle flere, f.eks i Junik fra Noda eller New Zealand lammeuld fra 123knit.
Løbelængde: 100g = 400 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 648 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 20841 m
Anvendt garn i år: 6kg og 55 g

20. juni 2010

Danseskørt?

Jeg synes, der er lidt salsaskørt over min nye nederdel. Der er rytme i den ;-) Den svinger og svajer, når jeg går og jeg kan næsten ikke lade være at tage et par dansetrin. Den er ovenikøbet usædvanligt lækker at ha´ på. Der er dømt sommerhit. Billederne her blev taget i formiddags, derfor uden den sol, der lige nu velsigner Nordjylland.


Garnet er i særklasse - økologisk soja, bambus og bomuld - lækkert blødt, men alligevel fast i strukturen og med en smuk, blank overflade. Striberne kalder jeg en uventet bonus, for jeg troede, jeg købte cremefarvet garn, men som I kan ane er det selvstribende i creme og svag gul - husk det, hvis i besøger Duddine på Fur, tag altid garnet ud i dagslys, for at vurdere farven, for man tager let fejl i den dunkle lade ;-)


Mon ikke vejrguderne nu har forstået, at de er nødt til at lade sommeren komme? Inspirationen fik jeg fra Gitte, der spottede denne overskønne nederdel først og som har lavet et dejligt eksemplar i grå.

Jeg vil meget gerne lave en mere og tror jeg har garn liggende til projektet, men jeg kunne faktisk også finde på at lave en vintermodel - jeg tror modellen vil gøre sig i en uld-silke blanding. Under alle omstændigheder er den hyggelig at sidde med, glatstrik rundt foroven og et simpelt hulmønster afrundet med en flæse forneden - ikke noget, der kræver den store koncentration - bare ganske rart at lade tankerne løbe imedens.

 Og til slut vil jeg vise, hvad Jane har sendt mig - tænk, jeg vandt hendes give away ;-) det skal bruges til et par rigtig sommerpuder - tak, Jane :-)


Faktaboks
Design: Kat Coyle: Indigo Ripples Skirt
Garn: Biosoja, Linea Pura, Lana Grossa: 40% soja, 34% bomuld og 26% bambus - altsammen økologisk :-)
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 276 g
Farve: Creme og lysgul, selvstribende
Købt hos: Duddines vævestue Fur (sommeren 2009)
Pinde: 4
Str. Mellemting mellem S og M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg begyndte med maskeantal til str. medium, men har nærmere lavet udtagninger svarende til en størrelse small. Jeg ville gerne ha´ den blev sådan lidt pencil-skirt agtig med flæse forneden.
Løbelængde: 100g = 220 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 607,2 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 20193 m
Anvendt garn i år: 5kg og 893 g

13. juni 2010

Strik-in og Cecilia vest (billedtungt indlæg)

På vejen hjem fra Århus greb jeg mig selv i at sidde og smile. Bare sådan ud i luften. Flere gange. Fordi jeg har været så heldig at være på besøg i Danmarks hyggeligste hus sammen med en flok dejlige kvinder og én usædvanligt kær mand ;-) Værter i dag var Irene og Michael og de ord, der karakteriserer dem bedst er hjertevarme livsnydere, der forstår at vægte det, der er vigtigt her i livet - også når det viser sig fra sin hårdeste side. Der er tænkt over tingene og man føler sig så utroligt velkommen og godt beværtet.





Irene, som I jo alle ved, lige har gennemgået en stor kræftoperation, virkede frisk som en havørn og havde kokkereret de mest udsøgte og lækre frokostretter, stærkt gået til hånde af den allestedsnærværende Michael, der sørgede for at alle vi kvindfolk absolut intet manglede. Utroligt, siger jeg bare!


Tusind tak for en fantastisk dejlig dag til jer begge :-)

Og så lidt om strik:
Cecilia vest skulle ha´ været strikket i den grå Duo købt til formålet, men jeg havde lige strikket den grå Charm og er også i gang med en grå kjole, så jeg stod på hovedet i garnskabet for at se, hvad der var på lager i andre farver og fandt to nøgler "frisk tobak" fra Aagaard Tekstilhåndværk købt engang forrige sommer. Jeg elsker den farve, men det er meget sjældent at jeg kan finde den. Jeg har selvfølgelig også fortrudt, at jeg kun købte et par hundrede gram og overvejer kraftigt at tage op for at se, om jeg kan få en ny forsyning.


Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så himmelvendte øjne på billedet, for Cecilia har været et utroligt dejligt strikketøj - strik, når det er allerbedst efter mine begreber: Tynde pinde (og jeg blev på pind 2,5 hele vejen), tyndt uldgarn og snoninger. Bedre kan det ikke blive. Den har taget lidt tid, men det har været hyggeligt hele vejen og jeg kunne sagtens finde på at lave en gentagelse :-)


Jeg kom til at læse opskriften forkert, så min vest har fået en ekstra ærmegabslængde på 7 pinde, derfor har jeg hæklet en kant rundt i ærmegabene for at holde lidt mere sammen på dem. Dermed er den også blevet lidt længere end den skulle og den sidder måske af den grund lidt løst over ryggen, men jeg er nu vild med den alligevel.


Ha´en rigtig god aften :-)

Faktaboks
Design: Else Schjellerup: Cecilia vest
Garn: 100 % uld (a la supersoft)
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 140 g
Farve: Tobak
Købt hos: Aagaard tekstilhåndværk, Thy
Pinde: 2,5
Str. M
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Opskriften er som vanligt velskrevet og lige til at gå til, men kom som sagt til at strikke forkert omkring ærmegabene, der blev 7 p længere end de skulle ha´ været. Jeg vil sige, at det er en god løsning man kan vælge med vilje, hvis man gerne vil ha´ lidt mere plads i ærmegabene ;-)
Løbelængde: 100g = ca. 500 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 700 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 19585,8 m
Anvendt garn i år: 5kg og 617 g

9. juni 2010

100% Majs

At majs kan være blå, vil alle, der har set Jamie Oliver på besøg hos Navajo indianerne vide, men at den også kan være himmelblå og strikbar, dét vidste jeg ikke før jeg kom til Fur ;-)

Inde hos Duddine, hvor der er sådan meget huleagtigt og sine steder lidt dunkelt, styrede jeg lige hen mod hylden med det himmelblå garn. Den effekt har turkis og stærke blå farver altid på mig, jeg kan simpelthen ikke se andet, før jeg har gennemgået og rørt ved de farver. Stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at garnet var 100% majs og Duddine blev straks hidkaldt for at forklare, hvad det nu var for noget.


Duddine har en hel kurv fyldt med majs på forskellige stadier fra kerne til fiber og det er utroligt spændende at høre om fremstillingsprocessen. Senere har jeg dog tænkt meget over: Hvorfor lave en spiselig afgrøde om til garn? Og er fremstillingsprocessen ok for miljøet? Det fik jeg slet ikke spurgt Duddine om, for der var SÅ mange nye garner, at jeg slet ikke kunne holde fokus, så dét må blive næste gang. For hvis der er tid, har hun altid en forklaring på det hele. Hun tager flere og flere økologiske (og fairtrade) produkter hjem, så jeg håber på, at majsen er i orden.

Trøjen er en gave og det færdige produkt er utrolig blødt og lækkert. Hvordan fibrene reagerer i brug kan jeg selvsagt ikke sige noget om endnu. Se faktaboksen for at få min vurdering af, hvordan garnet er at strikke med.

Siden sidst har jeg haft fødselsdag og traditionen tro, drog hele familien på udflugt - i år til Tverstedsøerne. Et pragtfuldt område tæt på vesterhavet med varieret skov og store plæner med plads til boldspil og vikingespil som vi dyrkede rigtig meget i år. Fødselsdagsbarnets hold tabte, hvilket jo er fuldstændig uhørt! Vi nåede det lige på den sidste tørre dag, inden det store regnvejr satte ind.

Jeg havde en skøn dag sammen med min dejlige familie og fik så mange fine gaver, men af relevans for bloggen er disse to islandske pragtstykker som jeg længe har ønsket mig. Til efteråret skal jeg svanse rundt i en Endurreisn, den med alle farverne naturligvis :-)


og jeg skal da også promenere en Klukka

.... som jeg ikke har kunnet lade være med fluks at begynde på, se lige den fine hulmønsterkant og ikke mindst rosenborten


Begge kits er fra Wooltimo, der efter sigende ekspederede ordren upåklageligt og i en fart.

Tilsidst lidt om awards: Ann har skrevet så godt et indlæg om emnet, at jeg ikke kan gøre det bedre, så derfor vil jeg stærkt opfordre til, at I læser hendes indlæg. Det er nemlig begrundelse for, at jeg fremover erklærer min blog for award-fri zone, ligesom f.eks. Tovepia har gjort. Jeg vil understrege, at jeg altid er blevet glad for de awards, jeg har fået, men læs nu Anns indlæg, så vil I kunne følge min tankegang.
Jeg vil dog som altid gerne modtage kommentarer, jeg elsker det element af dialog, der ligger i dem og selvfølgelig også den ros og anerkendelse, de tips/tricks/gode råd/ideer, der følger med. Jeg kommenterer selv flittigt, for at give min personlige respons og anerkendelse til andre og vil gerne slå fast, at jeg ikke kommenterer for kommentarens skyld, men fordi jeg synes, der er noget at bemærke og anerkende og/eller fordi jeg er interesseret i dialog:-)

Hvad siger I derude? Måske skulle vi opfinde en anden slags awards? Måske skal jeg uddele STRIKKEHEKSENS AWARD ;-) Den kunne f.eks. gives til den blogger, der i høj grad har inpireret og glædet mig indenfor en eller anden nærmere defineret tidsperiode. Den skal kun kunne uddeles til én, en gang om året f.eks. og kan ikke gives videre. Den vil ikke være behæftet med krav, kun en grundig begrundelse for, hvorfor jeg har valgt som jeg har. Det er absolut bare en løs ide, men det kunne måske være lidt sjovt ??? Ved ikke rigtigt, for vi har jo kommentarerne, men for at lave lidt ekstra fest indimellem? Nå, det må der tænkes over.

Nu til fakta om majstrøjen - håber I har en god dag derude :-)

Faktaboks
Design: Filati hæfte 35, forår 2008 - model 35/04
Garn: Poppari - teetee, 100% majs
Garn fra lager: Nej
Anvendt: Godt 6 nøgler a 50 g, men trøjen vejer kun 250 g??
Farve: Himmelblå, nr. 03
Købt hos: Duddines vævestue på Fur
Pinde: 5
Str. 36/38
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Bullen er strikket i glat med vrangen ud. Garnet splitter en smule, men ikke nok til at irritere mig for alvor. Alt kan ses i garnet og det jævner sig ikke nævneværdigt ud i vask. Se f.eks billedet ovenfor af trøjen fra siden, hvor alle ind- og udtagninger er meget tydelige. Så der skal strikkes meget omhyggeligt.
Løbelængde: 100g = 220 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 660 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 18885,8 m
Anvendt garn i år: 5kg og 477 g

31. maj 2010

En forlænget weekend på Fur

.... var lige dét, der skulle til ovenpå det flop af en restetop, der kom ud af vaskemaskinen torsdag aften. Efter vask havde de blå farver blandet sig med de hvide, så de hvide striber ikke længere var hvide, men grålige og de hæklede kanter flossede.

Jeg gider ikke engang give den en faktaboks og heller ikke afskrive garnet på lageret. Måske bruger jeg den som gulvklud på terrassen - for jeg er faktisk blevet rigtig olm ;-) Jeg har brugt en del tid på den og den så fantastisk ud inden den kom i vaskemaskinen!

Ærgrelsen varer heldigvis ikke længe, når man kan spadsere en tur på Fur i solnedgang, omend skyerne ihærdigt forsøgte at dække solen, det bidrager nu kun til den i forvejen dramatiske natur.

Alle der læser med her, ved at jeg har tabt mit hjerte fuldstændig til den ø, så det behøver jeg ikke bruge mange ord på igen.


Dog må jeg lige nævne, at hos Lisbeth Klode (hende med merinoen og mohairen) kan man bestille tapas - altsammen hjemmelavede produkter fra kvæg og lam, inkl. brød og rødvin. Så har Lisbeth det klar (næsten;-)) når du kommer derover. Det kan kraftigt anbefales. Lørdag aften spiste vi på Fur Strandhotel, hvor de bla. har verdens bedste fiskefrikadeller

og så fik vi naturligvis søndagsfrokostbuffet på Fur bryghus, hvilket ikke kan anbefales, hvis man vil undgå at spise for meget ;-)

Købte jeg garn? Faktisk meget behersket vil jeg sige - først og fremmest købte jeg en gave (pudse, pudse glorie), så købte jeg en enkelt spole Silkcashmere hos Duddine. Hun er en rigtig ildsjæl og kan fortælle ALT om alle de nye garner hun har taget hjem, f.eks. possum (enormt blødt og lækkert), bisongarn (ekstremt lækkert og ekstremt dyrt, 300 kr for 100g), majsgarn som jeg kom til at købe 10 nøgler af i en uimodståelig himmelblå farve, men meget mere om det en anden gang. Hun gør også rigtigt meget i økologiske og bæredygtige garner og har hun tid fortæller hun gerne og længe. Jeg elsker simpelthen at komme i den totalt overfyldte lade, hvor der altid venter noget nyt og spændende :-)

Jeg er naturligvis kommet håbløst bagud i blogland, medens jeg været væk og ikke mindst væk fra computeren og jeg har fået denne award ikke mindre end 8 gange, så det er jo den rene oscarfest ;-)


Jeg siger tusind tak til Garn og glas, Emmy, Fru Westerskov, Nørklekonen, Rie, Ann, Faster Mette og Dorheivalo.

Jeg følger op på det her med awards i et senere indlæg, hvor der forhåbentlig også kan vises noget mere vellykket strik. Synes Ann har skrevet et rigtigt god indlæg om emnet, selvom jeg dog kun lige har nået at skimme det. Nu vil jeg nærlæse det og opdatere mig hos alle jer andre. Jeg glæder mig til at se, hvad I har bedrevet.

Ha´ en rigtig god aften :-)