22. november 2014

Kan man komme roser i en sæk?

Jo, det kan man da - selvom jeg ikke lige nåede at tage et billede af det. Jeg er med i strikkesøstrenes gave til Gitte, men når man bliver 50 skal der lidt ekstra til. Som jeg har skrevet tidligere er jeg blevet fuldstændig bidt af en gal hæklenål og det er denne sæk/taske, der er årsagen:


Denne har jeg naturligvis hæklet i vaskeægte "Gitte-farver" og den skal fyldes med roser, inden jeg lige om lidt triller til Århus. Den originale taske stammer fra en svensk bog, der hedder Virka og jeg så den første gang hæklet op hos Edith i Hønsestrik. Da hun ikke sælger bogen, har jeg været nødt til at tage et billede af den færdige taske og improvisere ud fra den. Jeg laver forskellige grafiske mønstre på de forskellige tasker. En særlig smuk detalje er den fine, farveskiftende kæde langs bunden:


Jeg er i gang med indtil flere eksemplarer til gaver og det er super hyggeligt at sidde med. Jeg havde lidt problemer med at finde ud af, hvor langt jeg skulle gå ned i str. på hæklenål, så den første taske blev hæklet på nål 5, medens Gittes er på 3,5 - det giver en mere tæt og lækker struktur, så de øvrige bliver også hæklet på 3,5. Man kan givetvis gå endnu længere ned, hvis man vil have endnu hårdere og fastere struktur. Det tog mig også lidt tid at greje, hvordan jeg skulle lave "kædekanten", men når man først har fået taget på det, er det meget enkelt.

Den første prøvetaske blev lidt for høj, men den er super til at have kommende strikke-/hækleprojekter i. Jeg starter med at hækle den runde bund og fortsætter så opefter med selve tasken. Den er hæklet helt og aldeles i fastmasker i bageste lænke, hvilket giver en meget fin struktur. Når man hækler med flere farver, lader man bare tråden på den farve, man ikke hækler med, følge med.


Her havde jeg endnu ikke grejet kædekanten, men den kommer helt sikkert på de øvrige tasker. Taskerne er hæklet på et par aftener, så det er altså også et meget hurtigt julegaveprojekt. Det siger sig selv, at der også er uendeligt antal variationsmuligheder - både hvad angår farver og grafik. Jeg er hooked :-)

Og nu til Århus og fødselsdag hos den dejligste 50-årige - skøn start på weekenden :-) Håber I får en dejlig weekend derude :-)

Faktaboks:
Design: Mit eget med udgangspunkt i billede af taske fra Hønsestrik oprindeligt den svenske bog Virka af Maria Gullberg
Garn: Peruvian Highland fra Filcolana
Fra lager: Købt til formålet - jeg købte lige en hel sæk, så der er til nogle stykker ;-)
Anvendt: 100 g bundfarve, 50 g af hver af de øvrige. Til den høje lidt mere og bundfarven strakte ikke helt.
Farve: Sort, natur og bordeax - rester af mørk turkis, lilla og gul
Købt hos: Hønsestrik
Hæklenål: 3,5 og 5
Str: Ad hoc
Ny teknik: Kædekanten i 2 farver.
Bemærkninger: Den runde bund starter med "en magisk ring" så der ikke bliver hul i midten, Det er en meget simpel teknik som du mest enkelt kan lære ved at søge på Youtube.

19 kommentarer:

  1. Skønt med en sæk roser:-)
    De bliver meget flotte dine tasker. Rigtig god ide.
    God tur til Aarhus

    SvarSlet
  2. Hei;)
    Så flotte vesker du hekler;) Hekling er utrolig moro, og mønsterhekling blir veldig fint når tråden som ikke brukes blir inne i maskene. At du komponerer ulike mønster likte jeg;) Flott gave til 50 åringen og fin hekle/strikkeveske til deg selv.
    Kos deg i Århus;)

    Klem fra Ann-Mari

    SvarSlet
  3. Hvor er dine tasker skønne! men gider du lægge søgeord/link til kædekanten, den er helt fantastisk og jeg kan kun den strikkede.

    mange hilsner Susanne K, Middelfart

    SvarSlet
  4. Hei Lene
    En kjempeflott ide til å ha roser oppi. Og det er nøyaktig Gitte- farger i den tanken du har heklet til henne. Så flott.
    Må dere ha en riktig fin fest!
    Klem

    SvarSlet
  5. Wau, den er fin. den bliver hun glad for. Jeg har også hæklet noget lignende med farveskifte, det blev et iPad cover. Det er rigtig sjovt, og dejligt med afveksling fra det strikkede.

    SvarSlet
  6. Flotte og brugbare tasker. Hækling kan nu noget, som strik ikke kan.

    SvarSlet
  7. Du har søreme da fået godt fat på hækleriet, taskerne er bare så skønne

    SvarSlet
  8. Skønne tasker. God afveksling fra alt det strikkede
    God tur til Århus

    SvarSlet
  9. Den sort-hvid-røde er jeg da helt vild med! Farver og den fine detalje i kanten...Det er simpelthen en flot gave...
    Bare jeg ikke blev så forkrampet af at hækle... den taske kunne være sjov at lave.

    SvarSlet
  10. Så flott de ble!
    Min favoritt er det øverste bildet, den som er sort, hvit og rød :-)

    SvarSlet
  11. Superflot pose. Simpelthen.
    Det grafiske design er rigtig vellykket. God tur til Århus :o)

    SvarSlet
  12. Den kant er vel bare hæklet på med 2 farver. Inden du er kommet op i højden. Jag hæklenålen i gemmen og træk skiftevis en farve op og lav en luftmaske. Hvis du synes det er svært at holde tråden, kan du binde den fast i bunden, så du har modtræk. Pil den op igen, senere.
    Den kan jo også sys på, kædesting, 2 tråde 2 nåle, skiftevis en maske af hver farve.

    SvarSlet
  13. Det var dog en skøn gave.

    Youtube er i øvrigt en guldgrube af hjælp til alt muligt. Jeg fik skiftet viskerblade på min bil v.hjælp af en video der :)

    SvarSlet
  14. Jeg synes det lyder lidt negativt at kalde det en sæk, det er nærmere en hæklet gavepose (det lyder meget pænere). Den er super sød og anvendelig til mange ting. Håber, det var en god fest!

    SvarSlet
  15. Sikke en flot gaveindpakning!! Den er skøn og dejlige farver. Jeg kan godt li den er tæt - det giver en helt anderledes struktur - sikker på den bliver godt modtaget:-) god søndag og god tur :-)

    SvarSlet
  16. Det var dejligt at se dig igen Lene:-)

    SvarSlet
  17. Hvor er det en fin gave du har lavet, det er en sød tanke og meget personlig med specielt udvalgte farver, er sikker på den gjorde lykke hos fødselaren :-)

    SvarSlet
  18. Ih, haekler du ogsaa?? Du mestrer bare alt. Ja det er rigtigt, lige Gitte-farver :-), og det bliver helt sikkert hendes nye projektpose.
    Rigtig god fest og husk nu at det er taxa hjem hehe.
    Soelvbryllup er foerst om 1 1/2 aar. Vi har foreloebigt "kun" boet sammen i et kvart aarhundrede, men tusinde tak alligevel. Knus

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.