11. januar 2010

Dem må vi ha´ nogle flere af

.... lange dage fyldt med ny inspiration, nye teknikker, lækre garner og det vigtigste, fantastisk godt selskab, der bestod af Irene, Tine, Gitte, Mariann og Berit fra strik-in gruppen og en masse andre strikkegale og - glade kvindfolk, der alle var interessant klædt i et eller andet stykke vidunderligt strik. Jeg gloede simpelthen, nærstuderede og greb endda mig selv i at pege og hvor kan man ellers tillade sig at gøre sådan i forhold til folks påklædning, ja, jeg spørger bare ;-) Jeg mødte bl.a. en smuk kvinde klædt i et smukt Christel Seyfarth sjal - så nu er jeg endnu mere fast besluttet på, at jeg MÅ lave sådan et!

En del af de ovennævnte kvinder har heldigvis beskrevet arrangementet udførligt og fået taget nogle ordentlige billeder, for jeg havde ikke åndsnærværelse til andet end at følge med og suge til mig, måske fordi det er første gang nogensinde i alle mine strikkeår, at jeg har deltaget i en strikke-workshop! Jeg havde travlt med dette:



Jeg skal lige strikke en Ente færdig til en veninde, så skal der gang i noget kjolestrikning med nye mønstre. Vi faldt stort set allesammen for Perlegrus-mønsteret, der er overordentligt smukt og meditativt at strikke, når man først har knækket koden!

Vi var heldige at møde endnu en blogger, Ann, der sad med ved frokosten og senere i Annette Danielsens workshop. En gæv kvinde, hvis blog, jeg glæder mig meget til at følge i fremtiden. Forhåbentlig mødes vi også igen engang :-)

Efter en rigtig dejlig frokost, hvor vi fik vendt et vigtigt emne eller to - bl.a. hvordan begejstring tolkes som skaberi i Nordjylland og den dejlige ø Fur, måtte vi lige skynde os hen i butikken for at købe Annette Danielsen bøger. Jeg købte "Det er ganske vist" og forlod butikken igen uden at købe garn overhovedet!! At dette senere ændrede sig, skyldes manglende logistik i programplanlægningen.




Det komprimerede program fortsatte med Fup, fif og Fiduser ved Annette Danielsen. Jeg ville nok ha´ foretrukket at høre et foredrag med hende, for jeg fik ikke så meget med fra workshoppen, men det var sjovt alligevel og jeg lærte da et enkelt trick eller to :-)


Programmet sluttede med Marianne Isager foredrag og blev raskt afsluttet et par minutter over fire, selvom der stod kl. 17.00 i programmet. Jeg kunne først blive hentet kl. 17.00, så jeg var tvunget til at gå tilbage til Isager butikken, for Kvindemuseet lukkede! Heldigvis gjorde Tine mig selskab, så ventetiden blev konverteret om til en særdeles hyggelig afslutning på dagen, tusind tak for det, Tine :-)

Nu hvor jeg var i butikken, måtte jeg jo se mig lidt omkring og da jeg så denne her hænge på en bøjle, blev jeg fuld af begejstring.


Der røg så alle mine fortsætter om IKKE at købe garn - til gengæld skal jeg for første gang strikke en Isager model i originalgarnet og dét er da egentlig på tide :-)
Til sidst en opdatering på min Annette Danielsen nederdel. Efter at have mærket og set originalen har jeg nok fået lyst til at lave en til. Originalen består af en uldtråd og en tråd af den meget tynde Alpaca 1. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg helt klart bruge tynd Alpaca 1 som baggrundsfarve som Annette foreslår i opskriften, for det giver en meget lettere nederdel og er garanteret knap så bastant at strikke med som mine to uldtråde.

Jeg var så mæt af indtryk og begejstring, da jeg kørte hjem, at jeg faldt i søvn. Og nej, jeg sad ikke ved rattet, det gjorde min mand heldigvis. Normalt går jeg ikke gerne glip af strikketid i bilen, men denne gang var der ikke noget at gøre - jeg måtte kapitulere på grund af en helt usædvanlig, dejlig dag :-)

8. januar 2010

Medens snestormen rasede

.... sad jeg hyggeligt indendøre og fik strikket Løvfald færdig. Sådan en uventet mulighed for bare at blive hjemme er en ren gave og skal nydes :-) Løvfald strikkes oppefra og ned.



Jeg begyndte på den et par gange, fordi jeg var noget mystificeret over linningen, der strikkes som en "guirlande" af trekanter. Jeg var overbevist om, at de trekanter vendte forkert og trevlede op et  par gange. Men det var rigtigt nok og endnu engang må jeg se i øjnene, at hvis jeg bare gør som Annette Danielsen skriver, så er der overhovedet ingen problemer :-) Sådan skal det se ud inden der tages masker op i buerne:



Og sådan ser det ud, når man har taget masker op  i "buerne" i forlængelse af de masker, der allerede er på pinden. Ganske enkelt, når man først lige får prøvet.



Mønsteret er meget enkelt og traditionelt. Jeg synes, den har været noget "tung" at sidde med, fordi man strikker med 2 tråde på pind 3,5. Det er lige bastant nok efter min smag, men giver selvfølgelig et færdigt produkt, der er meget fast i strukturen, så nederdelen ikke kommer til at "slaske". Jeg har tolket instruktionerne i opskriften således, at den ene tråd altid er baggrundsfarven, medens den anden tråd er restefarven. Jeg er ikke sikker på, at dette er korrekt tolket, men det giver i hvert fald et meleret resultat som jeg er meget tilfreds med.



Jeg har fået brugt en god del rester i nogle af mine yndlingsfarver, så nederdelen vil passe til mange af de ting, der ellers er i garderoben. Her et par eksempler - Med sjal og t-shirt med fald



Med skjorte og Pisa - et helt andet udtryk



Og på en kold dag - med Lotte Kjærs ponchokrave. Jeg kom iøvrigt til at bruge bundfarvegarnet fra Bente Rønbergs Nederdel m. kiler som jeg købte på Saltum uldfestival, men mon ikke lageret kan donere en erstatning, hvis jeg ellers nogensinde når frem til at strikke den. Bundfarven er en smuk, meget mørk petrol.



Jeg er særdeles tilfreds med resultatet og tror, den bliver et hit. Det er jo ingen ringe måde at begynde et nyt årti på - sagt på rent nordjysk :-)

På søndag skal jeg til Store Strikkesøndag og jeg glæder mig som et lille barn. Kryds nu fingre for, at vi ikke får mere sne heroppe, så jeg ikke kan komme igennem. Det vil simpelthen ikke være til at bære. Det skal blive spændende at deltage i Annette Danielsens og Charlotte Tønderings workshops sammen med nogle af de herlige kvinder fra strik-in-gruppen. Og foredraget med Marianne Isager ser jeg bestemt også frem til. At der bliver serveret en lækker frokosttallerken gør ikke det hele mindre festligt :-)
Ha´ en god weekend

Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Løvfald fra Strik Naturligvis
Garn: Júnik, 100% uld samt diverse rester i tynd uld
Garn fra lager: Ja
Anvendt: ca. 120 g bundfarve og 120 g rester
Farve: Nr 1008, Petrel
Købt hos: Bente Rønberg på Saltum Uldfestival
Pinde: Addi Turbo nr. 3,5
Str. M
Ny teknik: Linningen er speciel, men indeholder egentlig ingen ny teknik.
Bemærkninger: Jeg har strikket str. medium, men kun taget ud de første tre gange i modsætning til de foreslåede seks gange. Længden er forlænget med ca. 5 cm.
Opdatering: Efter at have mærket og set originalen har jeg nok fået lyst til at lave en til. Originalen består af en uldtråd og en tråd af den meget tynde Alpaca 1. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg helt klart bruge tynd Alpaca 1 som baggrundsfarve som Annette foreslår i opskriften, for det giver en meget lettere nederdel og er garanteret knap så bastant at strikke med som mine to uldtråde.

1. januar 2010

Strikkeåret 2009

Hvad blev det til?
Endnu et strikkeår er gået sammen med det første årti i det nye århundrede og årtusinde - jeg nægter at skrive: Hvor bliver tiden dog af ;-) Det har været et endog meget produktivt strikkeår. Du kan se, hvad jeg har lavet ude til højre under Færdige projekter 2009 - en løselig optælling siger 17 trøjer og 3 kjoler og så alt det løse :-)

Hvordan det så går til, at jeg kommer ud af dette strikkeår med et lager på 24,5 kg - ja, det er ganske uforståeligt og nærmest forfærdende. Jeg kan kun berolige mig selv med, at ALT garn bliver brugt til mindste stump. Beviset er mit resteskrin, hvor selv de mindste tråde gemmes til at strikke f.eks. blomster af ;-)



Jeg har stort set strikket hver eneste dag, fordi jeg efterhånden tager mit strik med overalt. Gennemsnitligt
bliver det vel til tre timer på en aften, men det bliver også ofte fire og fem. For slet ikke at nævne de mange
timer i weekenden. Jeg har stort set aldrig ondt i hverken skuldre, ryg, håndled eller fingre, hvilket jeg i høj grad tilskriver to faktorer: 1) At jeg efterhånden har lært at slappe fuldstændig af i alle dele af kroppen, når jeg strikker og 2) min styrketræning. Jeg tror mange vil sidde derude og fnise: Skulle det nu være nødvendigt at styrketræne for at strikke? Nej da, men dét, du giver dig selv ved at træne er netop styrke i musklerne og dét, er der ikke bare brug for til at klare livet i al almindelighed, men i særdeleshed også når du strikker, så du ikke får ondt både her og der. At strikke involverer forbavsende mange små og store muskler i fingre, hænder, håndled, nakke, skuldre og ryg, så det er klogt at holde sig i form ;-)

Blogudvikling
2009 blev året, hvor min strikkeblog sådan set "fandt sit leje". Jeg har valgt at lave indlæg, når jeg er færdig
med et stykke strik. Der er få undtagelser, f.eks. hvis jeg har fået noget helt fantastisk garn som jeg bare må vise frem. Såsom dette her:


Det kommer du til at høre meget mere om senere. Og ja, de små sølvglimt i garnet er sterling sølv :-)

Dette er en strikke-blog og det skal det blive ved med at være. Selv er jeg strikke-nørd med tryk på nørd. Og dermed elsker jeg lange beskrivelser af strikkeprocessen, hvor jeg kan lære nyt eller få tips fra andre. Sådan prøver jeg også at lave mine egne indlæg, når der ellers er tid til det. Jeg har strikket i over 40 år og jeg er fra en tid, hvor man lærte det hele af sin mor (eller en anden i familien). Min mor døde for mange år siden og jeg tænker ofte på, hvor glad jeg er, for at hun lærte mig at strikke. Sikke en gave at få. Dengang talte vi ikke om strikketeknik, ej heller var der mange bøger i omløb. Jeg er totalt fascineret af den verden, der åbner sig i dag og alt det nye, jeg kan lære hele tiden ved at bevæge mig rundt på nettet. At du kan få instruktion i næsten hvad som helst via YouTube betyder, at der ikke er grænser for, hvad du kan lære.

Jeg elsker den inspiration jeg får fra alle jer, der blogger om dette fascinerende emne og bliver altid glad for en kommentar. I stedet for at sige tak for din kommentar eller svare på et spørgsmål på min egen blog kommer jeg "over til dig". Jeg har aldrig selv tid til at gå tilbage til et indlæg, jeg allerede har læst for at se om der er svaret på en kommentar. Der er så totalt meget at følge med i, at jeg kun kommer én gang og jeg går ud fra, at du har det på samme måde :-)

Ravelry
Det lykkedes heller ikke i dette år, at flytte rigtigt ind på Ravelry. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg, men jeg går altid i stå, når jeg kommer til "stash". Jeg orker simpelthen ikke at tage billeder af alt mit lagergarn og lægge det ind - det hele er i forvejen registreret i et regneark, men selvfølgelig uden billeder. Du kan spørge, hvorfor jeg så ikke bare starter med at lægge det ind, jeg køber fra nu af og det ender det måske også med på et tidspunkt, selvom det vil give et noget fortegnet billede af mit lager! Jeg er nu heller ikke meget for dobbelt bogholderi og synes det er tidskrævende nok at lægge mine projekter ud på bloggen. Nu må vi se om 2010 bliver året.

Årets .....
 
Årets absolutte hit er kjolen fra Hendes verden. Dermed er jeg også nået frem til:

Årets garn i brug, for det er nemlig dette usædvanligt billige garn fra BC garn kjolen er strikket i. Desværre ser det ud til, at Angora-Silk-Tweed kun er en partivare, så jeg ved ikke om det er noget de kommer til at sælge fremover. Jeg har vasket kjolen igen og igen på koldt uldprogram i vaskemaskinen og du kan simpelthen ikke se det på den. Ingen fnuller, ingen vriden sig ud af form, ingen ubehagelige overraskelser i brug.

Årets garn er Merinoen fra Lisbeth Klode på Fur. Det er skønt at strikke med, stærkt og elastisk, samtidig med det er blødt. Jeg vil vende tilbage igen og igen for at fylde lageret op, det er helt sikkert. Det virker også til at garnet arter sig rigtig godt i brug, kun minimal fnulren efter adskillige gange i vaskemaskinen på koldt uldprogram.

Årets garn, jeg aldrig køber igen bliver BC garns Lucca Superwash i farven sub27. Det bliver så fnulret efter vask, at det nærmest bliver ubrugeligt. Da jeg brugte det til to gavecardigans er det ekstra surt, for hvem gider give en strik-gave væk, der arter sig så elendigt i brug. Jeg fik denne forklaring fra BC garn: "Angående lucca, så er vi klar over at det piler lidt, nogle farver mere end andre. Årsagen til dette er dilemmaet mellem tvindingen og blødheden. Jo mere tvinding, jo hårdere garn, jo mindre piling. Dette er dog også en problematik, vi har været i dialog med vores leverandør omkring. Angående lucca superwash, så skulle superwashbehandlingen fikserer fibrerne mere så piling bliver væsentlig mindre. Det er da også første gang vi hører om problemet ved den superwashbehandlede. Dette er jo ingen trøst for dig, men vi er selvfølgelig taknemlige for at du gør os opmærksom på problemet, og for os vil det være en stor hjælp hvis du vil maile os nummerne på farverne". Jeg vil gerne her understrege, at jeg elsker Lucca og har strikket indtil flere trøjer, der ikke fnulrer/piler, men her gik det helt galt. De to trøjer er nærmest ubrugelige og det er SÅ surt, når det er gaver. Derfor denne udførlige advarsel!

Årets trøje har været svær, for jeg er fuldstændig vild med alle mine Jean Moss og Annette Danielsen modeller. Jeg bruger dem alle flittigt og er stort set lige glad for dem alle sammen. Efter hårdt pres må valget dog falde på Annette Danielsens Hvirvelstrøm. Den er helt unik i designet, sidder fremragende og er smart både til jeans og kjole. Jeg har brugt den igen og igen og kommer til at slide den op til sidste trevl.

Årets flop - ja, dem er der egentlig to af: Norah Gaughans Ashbury som jeg fik mishandlet ved at strikke i noget helt forkert garn og Hanne Falkenbergs Plissé som aldrig blev helt god trods al verdens forsøg på redning. Så den vil jeg helt sikkert lave igen, måske i det røde garn fra Fur.

Årets designer er naturligvis Annette Danielsen. Jeg er i gang med at strikke min 6. og 7. model fra hendes bog Strik Naturligvis. Opskrifterne/modellerne er geniale, velskrevne og særdeles sjove at strikke. Jeg glæder mig så meget til at møde hende til Store Strikkesøndag og lære et par tips og tricks.

Planer for 2010
Jeg MÅ ha´ fat i en Christel Seyfarth model.
Jeg må ha´ nogle flere veste, så februar udnævner jeg hermed til vestemåned.

Jeg begyndte 2009 med restriktioner på mine garnindkøb. Det gav tilsyneladende en ustyrlig købelyst senere på året, så jeg prøver med en anden taktik i 2010. Hver gang jeg får lyst til at købe garn, skal jeg gå ind og åbne mit garnskab og kikke på hylderne og derefter vente 48 timer! Er jeg naiv? Nu må vi se om det har effekt ;-)
En lille trøst er det da, at jeg køber stort set alt andet som genbrug!




Rigtig godt nytår til jer alle. Tak for en guldgrube af inspirerende indlæg om strik i det forløbne år. Jeg glæder mig til at følge med hos jer i det nye år :-)

30. december 2009

Og en af de mere langsommelige

.... nemlig årets strikgave til min svigerdatter: Graffiti



En rigtig sej, lille sag fra Jean Moss med mange, fine detaljer. Den kræver en del monteringsfinesse, men er helt uproblematisk at strikke.



Der er sidelommer, her i noget medtaget og uvasket udgave ....



og en smart lille ærmedetalje, så ærmerne går ud over hånden


Faktaboks
Design: Jean Moss: Graffiti fra bogen "14 New Patterns by Jean Moss - Artesano Hummingbird DK Alpaca"
Garn: Artesano Hummingbird, 100% Alpaca
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 350 g
Farve: Lapwing, nr. E 838
Købt hos: Pavi Yarns UK
Pinde: Addi Click, str. 4 og Addi Turbo str. 3
Str. XS
Ny teknik: Den er fæl og noget vanskelig at montere, absolut ikke for nybegyndere. Lynlåse og sammensyninger er monteret på maskine.

29. december 2009

De hurtigste

gaver er strikket på 1,5 time på pind nr. 10. Rigtige gode sidste øjebliks gaver. Ponchokraven strikkes fra side til side med retmasker foroven og et glatstrikket stykke, hvor man til sidst lader maskerne løbe. Jeg købte opskriften på Uldfestival i Saltum i sommer af Lotte Kjær, så det er på tide, den bliver brugt. Den første krave er strikket i Kabuto - et helt fantastisk lækkert Noro garn, som jeg købte sammen med opskriften. Det ligger i den meget dyre ende, men du skal så heldigvis kke bruge mere end 150 g.



Jeg kunne sagtens fristes til at lave en hel trøje i det garn, men det koster altså 170 kr for 100 g og løbelængden er ikke mere end 120 m pr. 100 g. Så der skal tænkes grundigt, inden den beslutning bliver taget. Der strikkes med to tråde, så kraven bliver rigtig vamset og lækker. Jeg har valgt at lade dem begge stå lidt åbne i halsen, men man kan naturligvis også bare sy dem helt sammen, så de bliver endnu varmere.




Den kan bruges som en slags sjal indenfor, eller som halsedisse ude i kulden. Her er den i mere rå udgave i det klassiske Rowan Tweed. Jeg havde lige to nøgler garn tilbage fra "trøjen med hætte"






Og så er det vist på tide, jeg kommer en tur rundt på jeres blogge, jeg føler, jeg er laaangt bagefter :-)
Faktaboks
Design: Lotte Kjær: In and Out, Ponchokrave
Garn:
Turkis krave: Noro Kabuto - 50% uld, 25% silke, 10% cashmere, 10% Alpaca
Grå krave: Rowan Yorkshire Tweed Chunky
Garn fra lager: Naturligvis :-)
Anvendt: Ca. 150 g pr krave
Farve:
Turkis krave: Farve 50
Grå krave: Farve SH 552
Købt hos: Lotte Kjær, Saltum Uldfestival. Rowan garnet blev købt på ophørsudsalg i en butik, jeg ikke husker navnet på
Pinde: Addi Click, som jeg bliver mere og mere vild med, str. 10
Str. One size
Ny teknik: Ingen.

18. december 2009

Jeg har opholdt mig i en anden verden

... befolket af kaninen Perle, pandaen Peter og Dinosauren uden navn. Der er tale om to hanner og en hun. Alle tilhører de arten Build-a-Bear og trænger hårdt til lidt fornyelse i garderoben her op til jul ;-)

Det er klart, at det ikke må blive for tøset til de to hanner. Derfor har jeg valgt det helt rå sæt til Dinosauren uden navn. Det består af en tyk trøje, en kasket med sømandsknap og benvarmere.



Pandaen Peter er knap så tough, så han får et sæt i blå og turkis. Jeg var bange for, at lusene på trøjen måske blev for tøsede, men pandaen Peter er en mild og kærlig sjæl og slet ikke så rå som Dinosaur, så det går lige an :-)



Endelig er jeg flippet helt ud i forhold til kaninen Perle, den lille hun, der selvfølgelig skal ha´ både kjole med flæse, blomstersjal og shopping taske. Alt sammen i den hotteste lilla og ellers ikke spor dikteret efter restekurven ;-)

Jeg har moret mig herligt og fået tømt en smule ud i restekurven. Nu håber jeg, det falder i god jord - sammen med en lille, lille bitte smule chokolade glider det nok ned!

Så har jeg sandelig også fået en award af Snakkemunn og tusind tak for det :-) Der følger ikke rigtigt nogle regler med, men da Snakkemunn har givet den videre til to, gør jeg det samme her:

Jeg giver den til Irene, som jeg betragter lidt som min "blog-mor", ja undskyld Irene, jeg tænker jo ikke aldersmæssigt, men din blog var én af dem, jeg allerførst lagde mærke til med alt dit fine og lækre strik og osen af hygge, som fik mig til at forstå, hvad en ægte strikkeblog er :-) Jeg har længe villet give dig en pris, men det er altid endt med, at du har fået den andetssteds fra først.

Den anden jeg vil give prisen til, er Britt, hvis blog jeg beundrer stort for de altid gode, underholdende og lærerige beskrivelser af strik og alt, hvad dertil hører. Du deler så flittigt af dit vid og din erfaring og stor tak for det :-)



Inden jeg ønsker god jul, for jeg aner ærlig talt ikke om jeg får tid til at lave flere indlæg inden jul, vil jeg lige vise adventsgaven fra 3. søndag i advent, for det er garnkram ud over det sædvanlige. To bundter håndfarvet Dream in Color i farven Nightwatch (hvor jeg elsker de navne ;-))



Rigtig glædelig jul til alle, der læser med her :-)

Faktaboks
Design: Tillæg til Hendes Verden, nr. 6, 2009 og nr. 48, 2009
Garn: Diverse rester
Garn fra lager: Ja, i den grad :-)
Anvendt: Ca, 100 g
Farve: Blandede :-)
Købt hos: Alle mulige
Pinde: Addi Click, der stadig fungerer til ug, str. 3,5 og 5
Str. Build-a-Bear
Ny teknik: Ingen, men hvor er det hyggeligt at strikke så småt :-)

12. december 2009

Det er ren magi

.... at strikke Toe-up og Two-at-a-time, når først teknikken er lært. Jeg har nu øvet mig på tre par og jeg er ret sikker på, at jeg ikke vender tilbage til strømpepindene. De bliver nok kun brugt til fingervanter fra nu af.
Hvis du har lyst til at lære det, er denne bog helt fantastisk.


Der er fine, detaljerede instruktioner, som er lette at følge og der er mulighed for at lære at strikke både Toe-up og Cuff-down (synes ikke rigtigt det giver noget at oversætte), men princippet er altså, at begge sokker strikkes på én gang på to rundpinde, enten efter metode 1 fra tåen og op, eller efter metode 2 fra anklen og ned. I bogen er der opskrifter på både herre-, dame- og børnesokker efter begge metoder.
Alle, der døjer med, at den første sok ligger længe i strikkekurven og venter på den anden, vil elske metoden, for lige pludselig! sidder du med to færdige sokker ;-) Det er næsten magisk! Det eneste tidspunkt, hvor du strikker på én sok af gangen er omkring hælen.



De sokker, jeg her har strikket er alle strikket fra tåen og op. Denne metode er specielt god, hvis du ikke er sikker på, om du har garn nok til en bestemt længde på skafterne eller du bare vil opbruge dit restegarn til sidste stump. Du begynder med Magic-cast-on, hvor du slår masker op på en sådan måde, at du starter begge sokker med en lukket tå. Jeg var betaget fra første færd. Symmetri-freaks skal nok begynde med to friske nøgler garn og ikke som jeg har gjort her, rulle 100 g op i to 50 g bundter. Jeg elsker, når strømperne bliver forskellige, men hvis du ikke gør det, så sørg for at have to nøgler garn klar. Her er mit første færdige par i Hundertwassergarn fra Opal og i mønstret Wondrous Cable Tree.



De to rundpinde skal have forskellig længde f.eks.henholdsvis 40 og 60 cm og bruges til at markere, hvor du er på arbejdet og gør det lettere at følge instruktionerne i bogen. Når man har lært metoden kan man ligeså godt bruge maskemarkører.

Næste par sokker er herresokker, strikket i mønsteret Manly Herringbone



Og endelig sluttede jeg af med et par tykkere sokker i det superdejlige adventsgarn fra Natural Dye Studio. Alle strømperne er til gave, men der er heldigvis adventsgarn til et par tykke sokker til mig selv også - herligt. Farven lilla, er ikke bare navnet på en vidunderlig fortælling, men også umulig at gengive på skærm, den ser blå ud, men det er den ikke! Den er lyslilla.

Her har jeg brugt bogens Basic-Toe-Up mønster. Alle sokker er lukket af med synål, Sewn Bind-off, der var nyt for mig. Det giver en fin elastisk aflukning. Manly-Herringbone og Basic-Toe-Up er strikket med den hæl, jeg lærte som barn og som jeg ikke ved, hvad hedder (på engelsk kaldes den Easy Heel Flaps with Heel Turns), medens Wondrous Cable Tree har Short-Row-Heel som også var nyt for mig og som jeg er meget begejstret for. Hvis der er nogle, der ved, hvad disse hæltyper hedder på dansk, vil jeg meget gerne lære det.

Alle garnerne har været fantastisk skønne at strikke med og jeg glæder mig til at komme ind i min gamle rytme igen med at strikke nogle sokkepinde lørdag og søndag morgen, så der hele tiden er gang i et par sokker. Med ny metode er jeg top-motiveret :-)
Derudover har jeg fået afprøvet mine Addi Click og de er fantastiske - intet mindre - meget glattere overgang mellem wire og pind, hvilket specielt mærkes, når man strikker Magic Loop eller som her med to rundpinde, der skal trækkes ind og ud af maskerne hele tiden. MEN ordentlig anmeldelse følger, når de har bevist om de kan holde til mig og daglig brug.

Faktaboks
Design: Antje Gillingham: Knitting More Circles around Socks - Woundrous-Cable-Tree, Manly- Herringbone, Basic-Toe-Up
Garn:
Woundrous-Cable-Tree: Opal - In Variation Nach Werken von Hundertwasser - Das Autobus Fenster
Manly- Herringbone: ON line, Emotion II, farve 1215 - 50% merino, 25% Bambus, 25% Polyamid
Basic-Toe-Up: The Natural Dye Studio, plantefarvet, ren Alpaca/Merino blanding, suverænt lækkert garn
Garn fra lager: Nej, købt specielt til formålet
Anvendt: Mellem 60 og 100 g - de tykke Basic-Toe-Up kræver næsten 100 g
Farve: Angivet under hver kvalitet
Købt hos: Markno
Pinde: Addi Lace 2,5 til Woundrous-Cable-Tree og Manly- Herringbone og 4 Addi Click til Basic-Toe-Up
Str. 37, 38 og 44
Ny teknik: Two-at-a-time, Toe-up, Magic-cast-on, Sewn-Bind-Off, Short-Row-Heel
Bemærkninger: Der er ikke noget bedre end at lære nye teknikker, der viser sig at gøre strikkeglæden endnu større. Jeg går totalt ind for metoden og kommer til at strikke strømper på denne måde fremover.