10. november 2008
Figurstrikket cardigan
Jeg har haft den på hele weekenden og kan stort set ikke bære at lægge den til vask :-) Den er simpelthen skøn at have på.
Fakta: Lang figurstrikket cardigan (gratis opskrift fra nettet: Strik med udfordringer - Familie Journalens håndarbejdssider)
Garn: Lucca i lys grå, købt hos Duddines vævestue på Fur i sommer
Anvendt: 326 g
Pinde: Nr. 4
8. november 2008
Så nåede jeg det lige
Jeg synes, det er et rigtigt prinsessetørklæde.
Klik for større billede
Jeg er helt vild med det lace mønster, der kaldes Shetland Beads og jeg har brugt det i hele tørklædets bredde. Det er et forholdsvis enkelt mønster, over fire pinde, men jeg skal alligevel altid koncentrere mig, når der er gået et stykke tid, siden jeg har strikket det sidst.
Klik for større billede
Fakta: Tørklæde strikket i Shetland Beads over 31 m
Garn: Supertynd 100% babyalpaca i stærk pink
Anvendt: 30 g
En lille status her til sidst: Kjolen Anna har jeg trevlet op, da det garn, jeg havde valgt ikke helt passede til. Når man strikker kjoler, skal man være helt sikker på, at man vælger et garn, der "falder" ordentligt, det ser ikke godt ud, hvis der kommer albuer og "numse" i kjolen og det vurderede jeg, der ville gøre i Supersoft, ihvert fald, hvis jeg fortsatte i rib. Det blev sådan lidt for fast i det, til en kjole. Så nu må det blive til en sweater i stedet.
Katharina Hepburn cardigan er trevlet op ned til 12 cm på ryggen. Det går ofte sådan, at hvis jeg synes et mønster er nemt, så undervurderer jeg simpelthen opgaven og strikker lystigt forkert. I dette tilfælde bygges mønsteret symmetrisk op omkring midten, hvilket betyder, at de små snoninger skal vende hver sin vej, på hver side af midten og jeg talte 4 steder, hvor jeg havde klokket i det. Nu kan de 12 cm få lov at hvile til engang i foråret, for nu skal der bl.a. strikkes julegaver.
Jeg er også blevet færdig med en skøn cardigan som slet ikke er blevet præsenteret her på bloggen overhovedet, men indlæg herom vil følge snarest.
Og nu afsted til fødselsdag :-)
5. november 2008
Medens der skrives historie ude i verden
Heldigvis kom min mand hjem i går med en ladning bøger, jeg havde bestilt på biblioteket, deriblandt Debbie Stollers bog "The Happy Hooker". Jeg er ret begejstret for hendes bøger, hun skriver fantastisk underholdende og jeg synes hun har en herlig uhøjtidelig og humoristisk tilgang til det at strikke og hækle. Det er også hende med Stitch ´N Bitch: A Knitters Handbook (vistnok oversat til Kvinde med pinde) og Stitch ´N Bitch Nation. Hun skriver mest til begyndere, men kan også lære en gammel cirkushest som mig noget :-) F.eks er der et rigtig godt monteringsafsnit i hendes bog A Knitters Handbook. Da Sascha i et af sine indlæg fortalte at Debbie Stoller også havde lavet en hæklebog, bestilte jeg den fluks på biblioteket. Efter adskillige måneder (Aalborg bibliotekerne prioriterer ikke strik og hækling særlig højt) er det endelig blevet min tur og det var godt, for hvordan skulle jeg ellers have kunnet nå at lave denne fødseldagsgave?
Klik for større billede
En af mine bedste veninders datter fylder otte på lørdag og hun er en pige, der sætter pris på strikkede og hæklede gaver. Det var også hende, der fik kasketten og den har hun stort set haft på, siden hun fik den. Ifølge hendes mor er den blevet et rigtigt hit. Hun skal have denne lille taske, som i Debbie Stollers bog hedder "Bikini in a bag". Grundet årstiden, kalder jeg min "A Scarf in a bag" og håber lige på, jeg kan nå at lave et blødt Alpaca tørklæde til at putte i tasken. Nu må vi se, for det er noget nemmere at hækle end at strikke med "feberhænder".
Jeg har iøvrigt fået den store ære at lære hende at strikke, da hendes mor slet ikke strikker og det glæder jeg mig rigtig meget til. Ingen af mine sønner har udvist den store interesse :-)
Fakta: Design: Anna Kosturova - Bikini in a bag fra Stitch ´N bitch crochet "The happe hooker"
Garn: En rest Turté bomuldsgarn fra Garn.dk i lilla, samt et par rester uld i pink og lys grøn
Hæklenål: Nr 3. Garnet er beregnet til en tykkere nål, men tasken bliver dejligt fast med den mindre nål. MEGET hurtig at hækle, tog mig et par timer i går. Bunden består af fastmasker og resten er hæklet i stangmaster.
3. november 2008
Strik-in, strikkebøger og status
Jeg fik strikket et godt stykke på en trøje til min venindes søn, inden jeg opdagede, at den bliver for lille. Så den skal trevles op igen.
Da mine nye strikkebøger sad fast i tolden, havde jeg desværre ikke mulighed for at tage dem med til fremvisning i går. Custom Knits er jo efterhånden kendt af alle, men jeg havde glædet mig specielt meget til at vise GlamKnits af Stefanie Japel - wow der er fine ting i den. Den er købt fuldstændig ubeset og det har jeg heldigvis ikke haft grund til at fortryde. Det var jo ellers lidt af en satsning. Den kommer med til næste strik-in :-)
Da blogger nu har tilføjet funktionaliteten "faste læsere", har jeg fjernet min blogliste. Du skal være velkommen som fast læser :-)
1. november 2008
Koolhaas Hat og A Scarf Askew
Min ældste søn havde fødselsdag her forleden og jeg strikkede dette sæt til ham som en lille ekstra gave. Da jeg i sin tid, så Jared Floods Koolhaas Hat var jeg bare helt solgt. Den var dog ingen fornøjelse at strikke, måske fordi jeg strikkede på tykke strømpepinde nr. 5 og desuden sad og fumlede med en hjælpepind til de fine "cables". Det var måske her, jeg skulle have afprøvet magic loop metoden i stedet :-)
Herrehalstørklæder er ud fra min erfaring ikke særlig sjove at strikke - man kan jo ikke strikke lace :-) så jeg forsøgte at finde et tørklæde, der ikke bare bestod af glat eller traditionel rib. A Scarf Askew fandt jeg som gratis opskrift på Ravelry hos Emily Gifford og det byder på en simpel diagonal rib, som man dog desværre overhovedet ikke kan se på billedet. Jeg holdt det kort 1m og 20cm fordi jeg ved min søn helst vil have det under jakken.
Han var vild med designet, men desværre var hans dom over garnet, at det kradser lidt, så nu må jeg se, om det er en ommer :-)
Fakta: Koolhaas Hat - design Jared Flood og A Scarf Askew - Emily Gifford
Garn: Donegal Silk - 95% uld, 5% silke (silken er fine små farvede bomber i garnet) fra Marianne Svit
Forbrug: ca. 150 g
Farve: Graphite
Ellers går jeg bare og glæder mig til, at jeg skal til strik-in i morgen hos Irene. Hvor er jeg bare glad for, at jeg er kommet med i sådan en strikkegruppe :-)
29. oktober 2008
Tailored Scallops
Jeg skulle have bredt den lidt mere ud på ryggen, så man kan se det fine fald, men havde en noget utålmodig fotograf til rådighed (min teenager) og der var ikke skyggen af chance for at få taget et nyt billede :-)
Jeg har strikket på pinde nr. 5, hvor originalen er strikket på pinde 6,5, givetvis i tykkere garn og har strikket et par størrelser større end normalt.
Et nærbillede af mønsteret, som dog på ingen måde yder det retfærdighed.
Fakta:
Design: Tailored Scallops - Pam Allen - fra bogen Lace Style. Ideen fik jeg hos Irene.
Garn: 1 tråd 100% tynd morbærsilke fra BC-garn og 1 tråd ren uld fra Aagaard Tekstilhåndværk i samme valmuerøde farve. Nummeret på silkens farve er 20
Anvendt: Trøjen vejer 338 g
Pinde nr. 5
25. oktober 2008
Et garneventyr
Jeg havde forberedt mig rigtig grundigt hjemmefra og omhyggeligt skrevet ned, hvor meget garn af dette og hint, jeg skulle have, hvilken pindstr. det skulle passe til og andre væsentlige detaljer, såsom løbelængde og gik målrettet ind i Aladdings hule.
Da jeg kom ind i det første rum gik der rundt regnet 10 sekunder, så knækkede filmen totalt og jeg havde hamstret de første 3 poser med 1 kg Lucca i hver, for der var jo både turkis og lilla og min røde. Lidt småflov over mig selv, stod jeg så der og kunne hurtigt indse
1. At jeg ikke kunne slæbe rundt på alle de poser lige fra start og
2. Det stod ikke på min seddel.
Men det var jo lige mine farver og tænk, hvis der blev udsolgt. Her skal indskydes, som hjælp til de arme stakler, der ikke nåede til Kolding i dag (der er åbent igen i morgen :-)) at der er hyldemeter på hyldemeter proppet med garn, så situationen udsolgt er bare ikke særligt nærliggende. Nå men lidt beskæmmet lagde jeg alle poserne tilbage og besluttede mig for dog at bruge min akademiske uddannelse til noget, nemlig at gå systematisk frem :-)
Derefter gennemgik jeg systematisk hver eneste hylde og der gik ikke lang tid, før min seddel var blevet væk! Jeg måtte have glemt den på en hylde et sted. Heldigvis mente jeg dog, at kunne huske det meste.
Filmen knækkede anden gang, da jeg kom til hylden med angora. Hvordan var det nu, stod der ikke godt nok angora på sedlen? Jeg nuppede et par spoler og smuttede hen til næste hyldemeter, hvor det pludselig slog mig: Nej, der stod ikke angora på sedlen. Tilbage igen og tro det eller ej, men jeg satte angora-spolerne tilbage og lige nu kunne jeg græde over det. Men hold da op, hvor var det godt gået :-)
Da jeg stod i køen, mødte jeg de to dejlige strik-kvinder Irene og Tine og fik slået lidt af køtiden ihjel ved at småsludre med dem. Tak for det, det var hyggeligt :-) De kikkede lidt på min store sæk og jeg syntes for en ordens skyld, jeg måtte nævne, at "så køber jeg heller ikke mere garn i år", hvorpå Tine lidt tørt bemærkede, at der jo heller ikke var så meget tilbage af dette år :-)
Da jeg nåede frem til kassen, efter 40 minutters køtid, der dog ikke var slem, for der var underholdning hele vejen frem - der var silkegarn på min højre side, venlige kvinder allevegne, der snakkede om alt muligt underholdende strik-relateret og helt vildt søde kvinder, der gik rundt og bød på chokolade, de kan nu noget med at være gode ved kunderne, dér på BC garn, det gælder også når man handler over nettet :-) - sagde den søde kvinde, der ekspederede mig: Nå du er nok en af de pinlige, der skal have en af de store sække! Jamen, hvor havde hun ret :-) Og hvor er jeg bare god til at lave alt for lange sætninger, undskyld, men jeg er stadig helt høj af alt det garn.
Og her er den så, sækken. Og nej, indholdet kan ikke sådan lige røbes, for det meste er til gaver - og her synes jeg godt, jeg kan pudse glorien bare en lille smule. Den smule, der hænger ud over sækken, er dejlige Lucca i en skøn blå farve. Jeg havde næsten glemt, hvor vild jeg er med det garn.
Håber I andre, har moret jer ligeså godt som jeg og at I, der skulle videre til håndarbejdsmesse fik en rigtig god udflugt :-)